Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/136

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Pavestolen i næsten et Aar havde staaet ledig paa Grund af Kardinalernes Uenighed, endelig den 5te Juni 1305 Clemens V, forhen Bertrand de Got, Erkebiskop af Bordeaux. Hans Valg bevirkedes ved den franske Konges, Philip IV’s, Rænker, og en af de hemmelige Betingelser for Valget var som bekjendt, at Paven skulde tage sit Sæde i Frankrige. Clemens opfyldte den, og med ham begynder Pavestolens Forflyttelse fra Rom til Avignon, – en Begivenhed, der i høi Grad medvirkede til Pavedømmets hastige Forfald.

Clemens V var en uverdig Biskop, der ved mange Midler lod sig paavirke, – noget som hans hele Forhold til Philip af Frankrige noksom viser. Kong Haakon vidste at stemme ham gunstig for sig og sin ovennævnte Plan, og den 5te Februar 1308 udstedte Paven fra Poitiers et Brev, hvori han, som det heder „paa Grund af Kongens Fortjenester, der gjøre ham verdig til det apostoliske Sædes Velvillie, gunstigen indvilger hans Ønsker, især naar disse øiensynligen fremgaa af hans brændende Gudsfrygt“. Han bestemmer „paa Kongens Begjæring, af sin apostoliske Myndighed“, at Provsten ved Apostelkirken i Bergen for Fremtiden skal forestaa (præsit) alle de fjorten i Brevet opregnede, kongelige Kapeller, og benævnes: „magister capellarum regis“. Det skulde derhos være ham tilladt at benytte i sit Kapel, Apostelkirken, Biskopsstav (baculo pastorali), Biskopshue (mitra) og Ring i Kongens og dennes Efterfølgeres Nærværelse, at uddele biskoppelig Velsignelse sammesteds, naar ingen Biskop var tilstede, at visitere samtlige kongelige Kapeller og endelig at straffe de ved dem ansatte Geistlige i mindre betydelige Tilfælde – vedkommende Biskoppers Ret dog i alt andet forbeholdet[1].

Ved et andet drev af samme Dag og Sted indrømte Paven, at enhver Biskop i Kongens Rige, skulde være bemyndiget til at promovere til alle geistlige Grader (ordines) de kongelige Klerker, hvilke Kapelmagisteren personligen eller ved sit Brev præsenterede ham, naar de vare duelige, om de ogsaa vare af et andet Biskopsdømme[2]. Ved et tredie Brev meddeelte han samtlige fjorten Kapeller udstrakt Indulgens, idet nemlig Enhver, som med sand Anger og Bekjendelse aarligen besøgte et af dem paa dets største Festdag, skulde have eftergivet eet Aars paalagt Pønitens, og Enhver, som forrettede sin Andagt ved et af dem de otte umiddelbart efter hiin Fest følgende Dage, skulde have Eftergivelse for hundrede Dages Pønitens[3]. Endelig ved et fjerde Brev meddeelte han „paa Kongens Bøn“ Biskopperne af Oslo og Bergen Fuldmagt til at dispensere 60 Klerker, hvilke Kongen tilnævnte, og deriblandt endogsaa 10 Prestesønner, fra uegte Fødsel, saaledes at de kunde befordres til geistlige Grader og erholde kir-

  1. N. Dipl. I. 100.
  2. N. Dipl. I. 102.
  3. N. Dipl. I. 101.