budsmænd overtræder hvad nu er nævnt og betynger Kongens Thegner med Ban eller anden Haardhed for at faa dem til at underkaste sig nye Paalæg, da skal Lagmand eller Sysselmand, hvem som Bonden opfordrer, være skyldig til at hjælpe ham til gammel Lov; men har paa den anden Side Provsten ret Sag mod Bønderne, da skal Lagmand eller Sysselmand ogsaa pligte disse sidste til at gjøre Kirken Ret. – Tykkes det Lagmand eller Sysselmand, at Provsterne forurette Kongens Thegner, og ville Provsterne paa ingen Maade lyde hines Advarsler, men trænge Bønderne med Ban og andre Tyngsler til at underkaste sig deres Paalæg, da fortjener ei den at nyde Ret, som ei vil forunde Andre den, og skal Lagmanden eller Sysselmanden i saa Tilfælde erklære Provsterne eller deres Ombudsmænd dette, og derpaa forbyde baade Kvinder og Karle at arbeide for dem, eller tjene dem, eller leie af dem Gaarde, Huse eller Skibe.
Dette var i Grunden et Tilsvar fra Kongens Side i rene og klare Ord paa det osloske Provinsialconciliums Fornyelse af Erkebiskop Jons Statuter med Hensyn til Bans Anvendelse, da Kongen jo her tydeligen opstiller den Grundsætning, at Bannet ei maa anvendes til at fremtvinge noget, der strider mod gjældende Landslov, og at følgelig Geistlighedens Ret til at anvende Bansættelsen er betinget af Landsloven. Forordningen kan ogsaa paa en Maade siges at indeholde en Erklæring af Kongen om hvad han af Tunsbergforeningen agtede for bestaaende, eller rettere hvilke Bestemmelser han vilde lade træde i hiin Forenings Sted, hvilken altsaa ved nærværende Forordning end yderligere, end for var skeet, fra Kongedømmets Side betegnedes som ophævet, magtesløs og intetsigende.
Det var ikke nok, at Haakon, som ved sidstomtalte Forordning skeede, henviste Geistligheden til den samme Lydighed mod Landets Love, som Kongens Undersaatter i Almindelighed skyldte disse; – han arbeidede ogsaa ved denne Tid paa at gjøre Kongedømmet, saavidt muligt, uafhængigt af Biskoppernes og den af dem ansatte høiere Geistligheds Bistand i verdslige Regjeringsanliggender.
Den europæiske Statskunst og de europæiske Staters indbyrdes Forhold var nemlig allerede saaledes beskaffet, at der til deres Ledning udfordredes en videnskabelig Dannelse, navnligen en Kjendskab ikke alene til den canoniske Ret, men ogsaa for en Deel til den civile romerske, som det endnu var sjældent at træffe udenfor den høiere Geistligheds Kreds. Denne spillede derfor i de fleste politiske Underhandlinger Staterne imellem Hovedrollen, om ikke altid just som Formænd i Navnet, saa i det mindste i Virkeligheden, i Egenskab nemlig af Skrivere, Tolke og saadant mere. En lignende Dannelse krævedes ogsaa i Bestyrelsen af de indre Statsanliggender, i det mindste forsaavidt
