Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Satte Kongen ved denne Forordning det fremstræbende verdslige Stormandsvælde en sterk Skranke, saa satte han ogsaa Hierarchiet en lignende ved en Forordning udstedt noget senere, i den anden Halvdeel af 1308, eller den første Halvdeel af 1309[1]. Den er i Form af en Befaling til Sysselmænd og Lagmænd, og dens Bestemmelser ere følgende:

Ingen Bøder maa paalægges udenfor den gamle Christenrets Bestemmelser. – Testamenter, om ogsaa gjorte til Fordeel for Kirker og Klostere, skulde ei holdes videre end Lovbogen vidner. – Landverns Segl og Udrustning skal forvares i Kirken efter gammel Sedvane. – Lægmænd skulle arve Klerker og Prester efter gammel Skik. – Alle Mænd skulle gjøre Leding efter Jordebrug og Formue overeensstemmende med Loven. – De Fattiges Fjerdedeel tages af alle Tiender. – Alle Klerkesvende skulle staa i samme Lydskyldighed til Kongedømmet som andre Thegner med Hensyn til Bøder, Sagsøgning, Skat, Skyld, Told og alle Paalæg, undtagen de Mænd, som ere Biskopperne indrømmede. – Disse ere: for Erkebiskoppen hundrede Mænd, hvilke skulle være frie for Ledingsudredelse, Skutilsvende for tre Personer, Huskarle for to; de skulle og være frie for Nævninger, Ledingsfærd med Kongen og Skibdragning. – Ligeledes for hver Biskop indenlands fireti Mænd. – Hvis Erkebiskoppens Mænd slaaes sig imellem i hans Nærvær, i hans Gaard eller paa hans Skib med tvende andre Skibe, da dele Kongen og Erkebiskoppen Boden, undtagen i Tilfælde af Manddrab eller Lemlæstelse, da Kongen tager den alene. – Men hvis de slaaes udenfor Erkebiskoppens Nærvær, sig imellem eller med Andre, har Erkebiskoppen ingen Bod derfor. – Ingen Bøder ere indrømmede de øvrige Biskopper, hverken paa deres Mænd eller Andre, udenfor den gamle Christenrets Lydende. – Fornævnte Erkebiskops- og Biskopsmænd nyde kun ovennævnte Ret, forsaavidt som de alle ere opgivne ved Navn i et Brev ved hver Biskopsstol. – Det forbydes at indvilge Provsterne eller disses Ombudsmænd nogensomhelst almindelige Afgifter. – Det er forbudt at betale for Begravelse, Barnedaab, Salvelse, Vor Herres Legeme eller deslige aandelige Ting, med mindre man gjør det af egen gode Villie; thi Presterne ere pligtige at yde Folk saadant frit. – I det Tilfælde, at Folks Forfædre have ladet bygge Kapeller, eller Bønderne selv have skudt til for at faa Gudstjeneste, og Biskoppen ei vil sætte Prest til efter gammel Sedvane, da er det billigt, at Bønderne heller ikke betale for den Gudstjeneste, de ikke erholde udført. – Hvis Provsterne eller deres Om-

  1. Nemlig i Kongens 10de Regjeringsaar, d. e. mellem 10de August 1308 og samme Dag 1309: Udstedelsesdagen er ingensteds angiven. Forordningen findes trykt i N. g. L. III. 81–85.