af Abbederne Kristian af Tautra og Arne af Holm[1]. I dette sidste Brev paaberaabes Biskopperne af Oslos og Hamars Bemyndigelse ved Siden af Dekanen af Upsals. Man maa saaledes antage, at den pavelige Doms Fuldbyrdelse er bleven stillet under i det mindste tre af de norske Lydbiskoppers Tilsyn, og at Dommen derhos har faaet den størst mulige Offentlighed over hele Norge baade blandt Lærde og Læge. Mod saadanne kraftige Foranstaltninger har vel Erkebiskoppen omsider maattet give tabt, saa meget meer som han nu ikke længer synes at have fundet nogen Støtte i Kongedømmet. Man sporer heller ikke nogen fortsat Gjenstridighed fra hans Side. Tvertimod synes Jørund i sin hele følgende Embedstid at have maattet bøie sin stive Nakke under sit Kapitels vistnok ikke lette Aag.
Udfaldet af de nu omtalte Kampe ved tvende af Norges Biskopsstole maa nødvendigviis have bidraget uendelig meget til at hæve de norske Domkapitlets Anseelse og befæste deres Selvstændighed. Deres Ret til at staa sine Biskopper ved Siden ikke alene som Raadgivere, men ogsaa som virkelige Deeltagere i Udøvelsen af flere den biskoppelige Myndigheds vigtigste Forretninger, ja for Erkestolens Vedkommende endog i Erkebiskoppens Metropolitanvirksomhed, – var nu afgjort ved gjentagne Domme, udgangne .fra og stadfæstede af selve det apostoliske Sæde, og denne Ret kunde vanskeligen igjen rokkes ved nogen enkelt Biskops vilkaarlige Herskelyst, saalænge som Kapitlernes Valgfrihed blev staaende ubeskaaren. I Domkapitlerne vare ogsaa paa denne Tid, ligesom i den næst foregaaende og næst paafølgende, øiensynligen den norske Kirkes bedste aandelige Kræfter sammentrængte. Deres Medlemmer vise sig dannede ved Studier baade i Hjemmet og ved de udenlandske Høiskoler, og derhos i en stadig Forbindelse ligesaavel med disse som med den romerske Kurie. De maa derfor ansees for at have været sit Kald som Biskoppernes Raadgivere og Medhjælpere, baade i Kirkens Styrelse og Presternes Underviisning, fuldkommen voxne efter Tidens Fordringer.
Hvad ellers Pavens Optræden i hine Tvistigheder angaar, da dølger sig neppe visse Spor af den Avindsyge, hvormed allerede gjennem lang Tid den romerske Kurie havde betragtet ikke alene Metropolitatmyndigheden, men ogsaa den biskoppelige Myndighed i den under Rom lydende Kirke. I Metropolitanerne frygtede Paverne Medbeilere i den almindelige Kirkestyrelse og saa dem derfor gjerne ydmygede. Biskopperne vilde de gjerne, saavidt muligt, gjøre til sine umiddelbare Tjenere og saa afhængige af Kurien som muligt. Af den første Stræben kan man udentvivl for en stor Deel forklare sig den Omstændighed, at i den stavangerske Kirkestrid, som dog efter Kirkens
- ↑ N. Dipl III. 64.
