Love og de af Kardinal Vilhelm i sin Tid opstillede Grundsætninger burde have været nærmest paadømt af Erkebiskoppen, saavidt skjønnes, aldeles unddroges dennes Dommermyndighed og afgjordes ved ham underordnede Prælater, der umiddelbart af Paven vare beskikkede til Dommere; – og ligeledes den Omstændighed, at i den nidarosiske Kirkestrid Paven satte en af Erkebiskoppens egne Lydbiskopper samt en Chorsbroder til hans Dommere, noget som neppe kunde ansees ret stemmende med en Metropolitans høie Stilling i Kirken. Af den sidste Stræben, nemlig efter at holde Biskopperne i stadig Afhængighed af Rom, seer man en Yttring i den aabenbare Gunst, som i begge Stridigheder fra Kirkens Side vistes Chorsbrødrene. Grundsætningen: divide et impera! var forlængst en Hovedregel i den fine, for ikke at sige underfundige, pavelige Statskunst; denafprægede sig ogsaa i denne Statskunsts Virksomhed paa det fjærne Norges Kirkeforhold.
I Løbet af Kong Haakons tidligere Regjeringsaar blev visse Bestemmelser fattede med Hensyn til Kirkevæsenet i Jamteland. Dette Landskab hørte, som tidligere bemærket, til Norges Rige og stod under Norges Konge, men laa i kirkelig Henseende til Upsals Biskopsdømme og erkjendte Erkebiskoppen der for sit geistlige Overhoved[1]. Et saadant Forhold kunde neppe undlade oftere at fremkalde en og anden Forvikling, skjønt nærmere Underretning derom mangler. Jamterne løde i alt Verdsligt under den norske Frostathingslov, skjønt de havde sit eget Lagthing; men om de ogsaa lode under denne Lovs Christenret, eller de i kirkelig Henseende rettede sig efter den svensk-uplandske Lovs Kirkebolk, er ikke paa det Rene. Maaskee have de havt sine egne Vedtægter, ordnede mellem dem og Biskoppen af Upsal fra gammel Tid, og dette har ganske vist især været Tilfælde med Hensyn til de kirkelige Udredsler. Paa den Tid, hvorom her er Tale, havde Erkebiskoppen af Upsal en Provst i Jamteland, der besørgede de kirkelige Anliggender paa hans Vegne. Imidlertid, hvorledes det nu end med Christenretten forholdt sig, tilkom det naturligviis Norges Konge at paasee sine Undersaatters Tarv her som i enhver anden Deel af hans Rige, og dertil hørte da ogsaa at afverge alt ubilligt Tryk fra Geistlighedens Side i dens Krav paa Lægfolket, samt at iagttage, at den opfyldte sin Skyldighed. Haakon var i dette Stykke en nøieseende Landsstyrer, og han har rimeligviis fundet, at i de nævnte Punkter Forholdene i Jamteland ikke vare tilstrækkelig bestemt ordnede. Han
- ↑ S. o. f. I. 89.
