forbittrede Stemning, og hine gunstige Domme maatte naturligviis bestyrke dem i deres Modstand mod Erkebiskoppen. Da de saaledes – fremturede i sin Ulydighed, besluttede endelig Jørund at tage sin Tilflugt til Kongedømmet for ved Hjælp af dettes verdslige Magt at tvinge dem. Og han har rimeligviis hastet hermed saameget som muligt, for at faa udvirket et afgjørende Slag i Sagen fra denne Side, førend ugunstige Oplysninger om hans Færd mod Jon Elg, og derhos Efterretninger om dennes muligen heldige Bestræbelser i Rom kunde indløbe til Norge.
Kong Haakon havde hidtil, saavidt skjønnes, været en rolig og upartisk Tilskuer af Striden. Havde han maaskee i Anledning af sin Kroning vist Erkebiskoppen en eller anden Velvillie, saa havde han ogsaa tydeligt givet Kapitelet Prøver paa sin Yndest, idet han ved tvende Breve, af 28de August 1299 fra Bergen og af 10de Februar 1300 fra Lo (i Opdal?), havde taget Chorsbrødrene med Alt hvad deres var under sit kongelige Vern[1]. Nu lykkedes det imidlertid Erkebiskoppen, uvist ved hvilke Midler og hvilke Forestillinger, at drage Kongen for Øieblikket over paa sin Side. Erkebiskop Jørund – heder det – stod sig paa den Tid meget godt hos Kongen og tilskrev ham derfor om den Uro Chorsbrødrene voldte ham, idet han tillige bad Kongen at komme selv til Nidaros for at tugte dem med sin kongelige Magt. Haakon opfyldte Erkebiskoppens Bøn og for – rimeligviis om Vaaren 1302 fra Bergen, hvor han havde havt sit Vintersæde[2] – til Throndhjem med et stort Følge af Lærde og Læge, blandt de første ogsaa – som det lader – en eller flere Biskopper.
Da Kongen var kommen til Nidaros, blev et Thing stevnet der i Kongsgaardens Sommerhal, og Erkebiskoppen og Chorsbrødrene tilsagte at møde for Kongen. Forsamlingen, heder det, var talrig, og mange Fremmede, som opholdt sig i Byen, vare tilstede. Kongen sad i sit Høisæde og hos ham Erkebiskop Jørund; ud fra Kongen sad Rigets verdslige Høvdinger og Riddere, ud fra Erkebiskoppen sad de tilstedeværende Lydbiskopper, Chorsbrødre og Prester; Almuen sad yderligere i Hallen paa Gulvet. Foran Høisædet var reist en Talestol. Paa den fremtraadte Kongens Kansler, Magister Aake, en lærd og veltalende Klerk, der længe havde studeret i Udlandet. Han skulde føre Ordet paa Kongens Vegne. Efter lydeligen at have opfordret Forsamlingen til Taushed, talede Aake først paa Latin, og udviklede vidløftigen, hvorledes Høvdingerne paa en rigtig Maade havde at benytte sin aandelige saavelsom sin verdslige Magt. Derpaa gik han over til at udvikle i det norske Sprog med megen Vel-
