Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/112

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ning, og denne lød paa, at Jon der i Biskopsdømmet havde bestjaalet ham; Erkebiskoppen fordrede sig det Stjaalne gjengivet, og indtil dette skeede, den Anklagede fastholdt. Søn negtede reent ud Beskyldningen, hvilken dog Erkebiskoppen tilbød sig at bevise. Dekanen fastsatte da en Dag, paa hvilken Erkebiskoppen skulde fremføre sine Beviser, for at Sagen derpaa kunde have sit videre Gjænge. Dagen var den 11te August; men den hengik uden at Erkebiskoppen lod høre fra flg. Derimod rygtedes det, at han imidlertid havde efterstræbt Søn Elg for at fange ham og føre ham med sig til Norge paa det Skib, han havde fragtet til Hjemreisen. Efterstræbelsen mislykkedes, og Erkebiskoppen seilede afsted fra Brügge uden at oppebie Afgjørelsen af den Sag, han med saa megen Ophævelse havde reist. At det Hele var et nedrigt Paaskud af Erkebiskoppen for at faa Jon Elg i sin Magt og saaledes hindre hans Reise til Rom, er tydeligt nok. Efter hvad der var foregaaet, kunde naturligviis Dekanen af Brügge intet Videre gjøre ved Sagen, helst da Jons Uskyld nu maatte være ham indlysende. Han opsatte den 19de August, efter Erkebiskoppens Afreise, en Kundgjørelse, hvori Sagens Gang fremstilledes[1], og dette Dokument, kan man vel begribe, blev et vigtigt Indlæg i Kurien mod Erkebiskoppen, da Søn Elg endelig naaede Rom.

Erkebiskop Jørund kom imidlertid lykkelig hjem til Norge, forinden hans Sammenstød med Søn Elg did havde kunnet rygtes i sit sande Sammenhæng. Han undlod naturligviis ikke at fremstille Udfaldet af sin Reise i det for sig selv fordeelagtigste Lys, hvad enten han nu virkelig havde udvirket nogen gunstig Kjendelse af Kurien eller ikke. Men Chorsbrødrene lode sig – som det synes – ikke blende ved hans Fremstilling; de vilde opbie Udfaldet af sin egen Budsending i Rom, førend de underkastede sig. Under Erkebiskoppens Fraværelse havde Abbed Arne af Holm, ifølge pavelig Beskikkelse, den 1ste Juli 1301, tildømt dem Indtægterne af den meget omtvistede Mærens Kirke[2]. Den samme Prælat havde ogsaa, ligeledes ifølge pavelig Bemyndigelse, bansat en vis Ingjald, Chorsbroder af Hamar, og en Prest Audun med Tilnavnet Joka, ganske vist Erkebiskoppens Tilhængere, fordi de havde lagt voldsom Haand paa det nidarosiske Kapitels Medlemmer, – en Bansættelse, der senere voldte Abbeden Ubehageligheder, da de tvende Bansatte, og flere med dem, tilføiede ham Overlast i selve Christkirken, da han der den 29de October 1301 forrettede sin Andagt[3]. Den sidste Voldshandling foregik rimeligviis efter Erkebiskoppens Hjemkomst og neppe uden hans Vidende og Villie. I ethvert Fald formildede saadan Fremfærd ikke Chorsbrødrenes

  1. Dokumentet findes udg. N. Dipl. III. 51–53.
  2. N. Dipl. II. 55.
  3. N. Dipl III. 53.