som Olaf fangede, en Gudrød Dalekonge, og han siges at have raadet i Gudbrandsdalene[1]; men enten stikker heri en Misforstaaelse, idet Sagaerne have forklaret sig Tilnavnet Dalekonge urigtigen, – eller ogsaa har hans Rige ikkun strakt sig over den sydligste Deel af Gudbrandsdalene, medens den langt større nordlige var uafhængig af ham. Sagaernes Skildring af Landskabets Forfatning, da Olaf kom did, synes nemlig tydeligen at modsige Gudbrandsdalenes nærforudgaaende Afhængighed af de oplandske Konger; den antyder tvertimod, at Kongedømmet overhovedet der havde vundet saa liden Indflydelse, at den gamle Samfundsorden fra Tiden før Harald Haarfager endnu var ved Magt saagodt som i sin fulde Reenhed. I Spidsen for Bønderne i disse Dalstrøg stod en Herseæt, hvis Overhoved Søn efter Fader gjennem Aarhundreder havde raadet med næsten kongelig Myndighed[2]. Efter dens Stamfader Gudbrand, skulle Dalene have faaet sit Navn, og saaledes hed ogsaa den Herser, som nu raadede; han kaldtes Dale-Gudbrand. Strax Kong Olaf paa sin Færd kom til Lesiar og Dovre, fangede han de gjæveste Bønder, og tvang dem til Christendommen og til at stille sine Sønner som Gidsler. Da han kom videre til Loar (Lom) stevnede han til Thing Bønderne der samt af Vaage og Hedal. Han forelagde dem eet af to Kaar: enten at antage Christendommen eller og holde Kamp med ham, og see sine Bygder brændte og ødelagte. De fleste underkastede sig Kongen, men mange flygtede ogsaa længer syd i Dalene. Da Dale-Gudbrand spurgte Olafs Færd i Loar, lod han Hærør udgaa og stevnede Gudbrandsdølerne til Gaarden Hunthorp ved Laagen. De indfandt sig i Mængde. Gudbrand sagde dem, at Olaf vilde forkynde dem en ny Tro og sønderbryde deres gamle Guder, dem hans Gud, paastod han, overgik i Magt. Under var det, at Guderne ikke straffede ham for sligt. Dog hvis de bare Thor, sin Gud, som stedse havde hjulpet dem, ud af hans Hus der paa Gaarden, saa vilde nok Olaf ræddes, og hans Gud vorde til Intet. Bønderne raabte, at Olaf ei skulde slippe bort med Livet, hvis han kom til dem. Derpaa bleve 700 Mand under Anførsel af Gudbrands attenaarige Søn sendte nord efter Dalen for at give Agt paa Kongens Færd. Men ved Breidin bleve de angrebne af Kongsmændene og slagne, og Gudbrands Søn toges fangen. Olaf havde Ynglingen hos sig i fire Dage, gav ham derpaa fri og bød ham sige sin Fader, at Kongen meget snart turde komme til ham. Da Gudbrands Søn kom hjem, fraraadede han sin Fader at vove en Kamp med Olaf. Gudbrand lod vel i Førstningen haant om Advarselen; men ved nærmere Omtanke indsneg sig nogen Rædsel hos ham, og da han raadførte sig med den Høvding i Dalene
