Overvegt. Dertil maa man endvidere føie den ingenlunde uvigtige Omstændighed, at alle Landets høieste Styrere, baade de indenlandske og de udenlandske, vare Christne, – at de tilfølge heraf, om de end ikke vare ivrige Christendommens Udbredere eller for dens Sag tillode sig Vold mod Hedendommen, dog heller ikke kunde ligefrem befordre den sidstnævnte Tro, eller undlade at forsvare Christendommen saavidt muligt mod enhver Vold fra Hedendommens Side; thi Christendommen var dog ved deres Tiltrædelse paa en Maade hævet til Statsreligion. Endelig maa man ogsaa lægge Mærke til, at der i vore gamle Efterretninger vel er Tale om deelvise Tilbagefald til Hedendommen under Jarlernes Styrelse, men intet Sted om nogen virksom end sige voldsom tilbageskridende Reisning fra Hedendommens Side, – og at Olaf den Helliges paafølgende Virksomhed aabenbart skildres som fremtrædende mere deri, at han befæstede og gjennem Lovgivningen ordnede den allerede antagne Christendom, end deri at han indførte den fra Ny af.
Naar man vel overtænker disse Forholde, vil man vist finde, at Jarlernes Styrelsesgrundsætninger ingenlunde vare ugunstige, eller deres Styrelsestid uheldbringende for Christendommen, men tvertimod at den Tilstand, som under dem raadede i Norge, var et nødvendigt Overgangstrin til det Bedre, og det tilsyneladende Tilbagefald var i Grunden en let Standsning til Overveielse, hvilken man næsten kan regne lige med et Fremskridt.
Fuldkommen som i Norge selv var ogsaa Forholdet i de af Nordmænd beboede og fra Norge christnede Lande. Hverken paa Island eller paa Orknøerne eller paa Færøerne eller paa Grønland finder man talt om noget voldsomt eller engang aabenbart eller afgjort Tilbageskridt mod Hedendommen. Vel er det tydeligt, at en Gjæring fandt Sted i de forskjelligartede, pludselig sammenblandede Troselementer; men det var en indre Gjæring i selve de Nychristnedes Aand, og brød ingensteds frem i voldsom Tilbagetrængen af Christendommen; det var en Gjæring, som Tiden maatte dæmpe gjennem en langsom, formildende Virkning fra Christendommens Side paa den tidligere Hednings haarde Sind, og som først ganske kunde lægge sig ved den ældre Slegts Uddøen og en ny Slegts Fremvext, paa hvis Aand Christendommen ligefra den bøielige Barndomsalder havde øvet sine guddommelige Virkninger.
Jarlernes Styrelse i Norge varede i henved femten Aar. Den henled under indvortes og udvortes Fred for Landet, og maa ganske vist agtes som gunstig for Folkets ydre Velvære, ligesaavel som – efter hvad nys er fremhævet – for Christendommen. Men for den norske Stats Selvstændighed var Tilstanden høist farefuld. I den Sønder-
