lemmelse, hvori Norges Rige befandt sig, maatte Baandet mellem dets forskjellige Dele meer og meer slappes, og Enheds-Bevidstheden hos Folket, der først nylig var vakt og kun i ringe Grad var udviklet, maatte atter meer og meer fordunkles. Erik og Svein synes at have været baade for retsindige og for lidet ærgjerrige til at prøve paa en Udvidelse af sit Herredømme. De havde ingen ved Fødsel arvet Ret f til at være Norges Enestyrere, og de vare desuden bundne ved Løfter, Slegtskabsforbindelser og modtagne Velgjerninger i sit Forhold til Danmarks og Sveriges Konger. De kunde saaledes ikke danne noget Sammenkytningspunkt for Nordmændenes Selvstændighedsfølelse. De Fylkeskonger af Harald Haarfagers Æt, som raadede for Oplandene under Danekongens Overhøihed, vare end mindre i Stand dertil med sin indskrænkende Magt; flere af dem fandt desuden, hvad de selv aabent udtalte, sin Stilling mere tryg under en fjærn og fremmed Overkonge, end under en indenlandsk af deres egen Æt[1]. Den danske og svenske Konge endelig maatte naturligviis see sin egen Fordeel i det norske Riges fuldkomne Opløsning, der ene kunde sætte dem i Stand til hver at knytte sin Deel af Norge fast og stadigen til sit eget Hovedrige. Udsigterne for Norges Stats-Selvstændighed vare saaledes paa denne Tid saa mørke og truende som muligt, og det saa meget mere som visselig kun ganske faa af Folket opfattede dem i deres hele Farefuldhed.
Det var imidlertid Forsynets Villie, at Norges Selvstændighed ikke denne Gang skulde gaa under. Det vakte den i rette Stund en kraftig Forsvarer og heldig Gjenopretter i en ny Ætling af Harald Haarfager, i Olaf Haraldssøn.
Denne Olaf var, som forhen berørt, en Søn af Harald Gudrødssøn med Tilnavnet Grønske, fordi han var opfostret paa Grønland, omtrent det nuværende Nedre Thelemarken. Harald Grønske havde med Kongenavn styret en Deel af Viken under den danske Harald Gormssøns Overhøihed, og var mod Enden af Haakon Jarls Dage (995?) bleven indebrændt af sin Fostersøster, den svenske Dronning Sigrid Storraade, da han beilede til hende, uagtet han allerede var gift i Norge. Hans Enke Aasta Gudbrandsdatter egtede efter hans Død Fylkeskongen Sigurd Syr paa Ringerike, og hos ham blev Olaf Haraldssøn (født 995 kort for eller stax efter sin Faders Død) opfostret i sin Barndom, og døbt i sit tredie Aar[2]. Da han var
