dræbt paa en grusom Maade. Nu blev hele Haalogaland og Naumdal christnet, og først da dette var fuldbragt, vendte Kongen om Høsten tilbage til Throndhjem.
Alle Norges Kystsylker, som udgjorde den største og vigtigste Deel af Landet, havde nu i Løbet af 3 Aar bøiet sig for Olafs Magtsprog og bekjendte Christendommen. Det var endnu vist nok for det meste en Christendom i Navnet. Landet var saare vidløftigt, Bygderne paa de fleste Steder vidt spredte, og Kongens Overfærd hurtig. Antallet af Christenlærere kan desuden umuligen have været tilstrækkeligt for Folkets Underviisning, om de end alle antages at have været Folkets Sprog fuldkommen mægtige. Under saadanne Omstændigheder maa Daabens Meddelelse have været Hovedsagen; og i Olafs Øine var vist ogsaa Daaben det vigtigste, da han neppe et Øieblik tvivlede om dens umiddelbare Virksomhed til Omvendelse, om dens Kraft til at rive selv den, der i Blinde og tvungen modtog den, ud af Asernes eller, hvad der for ham var det samme, Djævlenes Herredømme. Mangen Hedning, som paa den Maade blev døbt, saa sikkerligen ogsaa Sagen fra et lignende Synspunkt, betragtede sig ved den paatvungne Daab ligesom hærtagen af Christus, med Vold løsreven fra Asernes Styrelse og Beskyttelse uden Haab om igjen derunder at kunne vende tilbage. Men om end Mængden af de nødtvungent og uden forudgaaende Underviisning døbte, for den Sags Skyld, vare i Hjertet ligesaa hedenske efter som for, saa var der dog andre Ting, som udenfor den blotte Daabshandling, maatte virke dybt paa dem. Hofene bleve ødelagte og Gudebillederne omstyrtede og opbrændte, – det saa Folket; og dog saa det ikke Aserne selv træde i Kamp mod sine Fiender for at forsvare sine Helligdomme, hvad de ivrige Asadyrkere dog havde ventet og lovet. Denne Kjendsgjerning virkede visseligen ved en roligere Eftertanke ligesaa godt som Underviisning. Man kunde vedblive at tænke sig Aserne som tilværende – det negtede ikke engang de christelige Lærere, idet de fremstillede dem som onde Aander, som Djævle –; men man saa tillige de haandgribeligste Tegn paa Asernes Afmagt i Sammenligning med de Christnes Gud. Om end mange vedbleve hemmeligen at elske Aserne, saa maatte de dog frygte Christus som hines Overmand. Naar det fortaltes og troedes, at Olaf havde trukket Krog med et ved kraftigt Blot belivet Thorsbillede og kastet det i Ilden, – at baade Odin og Thor ved forskjellige Leiligheder havde aabenbart sig for Olaf i legemlig Skikkelse for at besnære eller skade ham, men uden at magte noget mod hans levende Tro paa Christus, – at Troldeveir, der vaktes mod hans Flaade, lagde sig, da Biskop Sigurd i Messeskrud med Korset i sin Haand optraadte i Kongeskibets Forstavn, – at Trolde-
