gang ophørte og Uvætter forsvandt, naar Biskoppen bespræugte Fjeldene, hvor de husede, med Vievand og læste over dem sine christelige Besvergelser og Bønner; – saa var alt dette for Mængden af Folket slaaende Beviser paa Christi Kraft og Asernes Svaghed. Naar Olaf, pegende paa de knuste Gudebilleder og paa den ivrige Blotmand dræbt iHofets Helligdom, med Overbeviisningens Djervhed forkyndte den Christus, ved hvis Hjælp han havde knust Afgnderne og dræbt deres Yndling, hvorledes skulde da den omgivende Mængde, hvor overtallig den end kunde være, med Fortrøstning til fine faldne Guder, vove at byde Seierherreu høres? Olafs tilsyneladende Dumdristighed var her hans bedste Vern. Asadyrkerues Indvendinger mod Christendommen nedsloges ogsaa af dennes Lærere med Grunde svarende til hine Kjendsgjerninger. Den hedenske Kvinde Sti-invor – fortælles der – gik Christen-Presten Thangbrand imode og forkyndte ham Asalæren med mange Ord. Thangbrand tilbageviste alt hvad hun sagde som Vildfarelse. „Har du da ikke hørt, sagde Steinvor omsider, at Thor bød Christus til Holmgang; men han turde ikke vove en Dyst med Thor 2“ „Ieg har hørt – svarede Thangbrand – at Thor var intet uden Muld og Aske, hvis Gud ikke vilde at han levede“. – En Nordmand, Finn, – berettes der – vakklede i sin Tro paa Stjerne og søgte hos en Biskop Oplysning om Christus, hvis Magt han hørte prise. Han gjorde Indvendinger mod Biskoppens Lære; men ømsider følte han sig overbeviist af hans Grunde og udbrød: „Dette er noget ganske andet end hvad jeg for har hørt, at ingen Guder vare saa mægtige som Thor og Odin. Nu skjønner jeg af hvad Du siger om den Christ, Du forkynder, at medens han var her i Verden kunde hver Mand noget nær gjøre med ham hvad han vilde; men efter Dvden blev han saa mægtig, at han herjede i Helvede og bandt Thor, Gudernes Høvding; og siden kan intet mø“ostaa ham“. Fiuus Ord vise klart nok Beskaffenheden af Biskoppens Grunde. De flere Omvendelsestaler, som de udførligere Sagaer lægge Olaf Tryggvessøn i Munden, fremstille ogsaa, om de end ikke ere holdne ganske med samme Ord, vist nok i det Hele med Troskab de Grunde, ved hvilke de forste Christenlærere i sine Taler stræbte at virke og kraftigen virkede paa de hedenske Nordmænd til deres Omvendelse; og disse Grunde vare visselig heller ikke hykklerisk Mundsveir fra deres Side, som fremsatte dem, men hentede fra deres egen faste Overbeviisning. Christendommen fremtraadte. paa denne Tid ikke længer i sin oprindelige Reenhed. Et Hylle af menneskelige Tilsætninger, Overtro og Vildfarelser havde lagt sig om dens guddommelige Kjerne. Men dette Hylle var i mange Maader glimrende, lokkende for Sandserne og gribende for Følelsen. Christendouuueu var maaskee, som den da
