han af Paven modtage Metropolitanverdighedens Særkjende, det saakaldte Pallium, et tre til fire Finger bredt, hvidt, med sorte Kors indvirket, uldent Baand, hvilket han bar rundt om Skuldrene, med den ene Ende nedhængende over Brystet indtil Knæerne, dog kun naar han selv forrettede Messeembedet paa visse af de største Kirkehøitider, og da udenover alle Messeklæderne. For at modtage dette Verdighedstegn, hvilket fulgte ham i Graven, skulde i Regelen enhver Erkebiskop af Nidaros saasnart som muligt efter sit Valg personlig indfinde sig i den pavelige Kurie. Undtagelse kunde dog skee, idet Paven oversendte Pallium, med Fuldmagt til visse af Provinsens Lydbiskopper, at iklæde den valgte Erkebiskop dermed paa Pavens Vegne. Indtil denne høitidelige Iklædning var foregaaet, benævntes han kun Archielectus (paa Norsk: Erkibiskupsefni). Som Tegn paa sin Metropolitanverdighed havde han ogsaa Ret til at lade bære et Kors foran sig i høitidelige Optog inden sin Provinses Grændser. Erhvervelsen af Pallium var en kostbar Sag ikke alene paa Grund af Romerreisen men ogsaa formedelst andre Omkostninger, som dermed vare forbundne. Til Dækning heraf inddrev Erkebiskoppen efter sin Hjemkomst en Hjælp af sine Lydbiskopper, kjendt under Navnet: subsidium eller subventio pallii[1]. Forresten synes Nidaros’s Erkebiskop, i det mindste i dette Tidsrum, ingen Indtægter at have nydt udenfor hvad hans Biskopsdømme afgav; men disse have vi seet, at allerede Erkebiskop Eystein søgte at strække saavidt som muligt, idet han paaberaabte sig Opretholdelsen af Erkestolens Verdighed.
I Maaden, hvorpaa Nidaros’s Erkebiskop modtog sin Metropolitanverdighed og dennes ydre Mærker, laa allerede en iøinefaldende Hentydning paa hans, og gjennem ham den norske Kirkes umiddelbare og sterkt bindende Afhængighed af den romerske Biskopsstol, af Paven. Og end mærkbarere blev dette Afhængighedsforhold nu for det hele norske Folk, fra den Høieste til den Laveste, ved Indførelsen af den saakaldte Romerskat (rumaskattr) eller Peterspenge (denarius Sti. Petri), der udentvivl skede samtidig med Erkesædets Oprettelse og istandbragtes ved Kardinal Nikolaus[2]. Man finder den først paabuden i den gamle Frostathingslovs Christenret, hvor det heder: „Romerskat (rumaskatt), een tællet Pening aarlig, skal Enhver udrede, den som eier Verdi for tre tællede Mark foruden Vaaben og enkelt Klædning; baade Karl og Kvinde skal udrede den, eller bede en Øre for Peningen (d. e. 30 Peninger for hver Pening, som udebliver“)[3]. Afgiften var personlig i strengeste Betydning, ligestor for Alle, rige eller fattige, naar de kun vare i den lovbestemte Formuesstand.
