Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/464

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


I dette Tidsrum støder man først ved enkelte Leiligheder paa Embedsnavnet Provst (præpositus, prófastr)[1], uden at man dog finder nogen Oplysning om, hvad dengang egentlig derved forstodes. Senere, og rimeligviis allerede nu, gaves deri Norge to Slags Provster. Det ene Slags vare Forstanderne for visse større Kirker, der, i Lighed med Kathedralkirkerne, hver for sig underholdt et Kollegium af Kanniker eller Chorsbrødre, i hvis Spidse da stod en Provst, der tillige var Kirkens Sogneprest. Saadanne Kirker kaldtes Kollegiatkirker (ecclesiæ collegiatæ). Det andet Slags udgjorde et vigtigt Hjul i Kirkens Embedsverk, et Mellemled kan man næsten sige, mellem Biskop og Prest. Disse Provster var paa en Maade Biskoppens Ombudsmænd i visse Dele af hans Biskopsdømme og havde baade med hans kirkelige og verdslige Anliggender at gjøre, dog som det lader mest med de sidste, nemlig Søgsmaal for Retten, Opkrævning af Indtægter og saadant lignende. I ældre Tid lader det til at have været Lægfolk, som udførte deslige Forretninger paa Biskoppens Vegne, og de kaldtes da, i Lighed med Kongens Forretningsmænd af samme Slags: Biskoppens Aarmænd (biskups ármaðr). Men senere hen toges dertil Prester inden Biskopsdømmet, eller i alt Fald Mænd med kirkelig Vielse; og fra den Tid synes Provstenavnet egentlig at være blevet dem tillagt. I det paafølgende Tidsrum ville vi oftere komme til at tale om denne sidste Klasse af Provster, der da ikke betragtedes med synderlig gunstige Øine. I nærværende Tidsrum er det maaskee oftest Provster af første Slags, der menes, naar Navnet forekommer.

Klostergeistligheden og Klostervæsenet, der i foregaaende Tidsrum ikkun var i sin Begyndelse i Norge, gjorde i dette Tidsrum betydelige Fremskridt. Til de allerede indførte ældre Klosterordener: Benediktinere, Cluniacensere og Cisterciensere, der havde sine Klostre i Norge, kom nu flere nye, nemlig: Augustinere eller regelbundne Kanniker (canonici regulares), Præmonstratensere, Prædikebrødre (fratres prædicatores) eller Dominicanere og Minoriter, (fratres minores) eller Franciskanere.

Af de nævnte ældre Ordener var det, saavidt bekjendt, ikkun Cistereiensernes, som i dette Tidsrum forøgede sine Klostre i Norge. Omkring 1150 blev nemlig et Kloster for Bernhardiner-Nonner stiftet i Bergen, det saakaldte Nunnusetr, og i 1207 blev Cistercienser Klostret paa Tautra i Throndhjemsfjorden oprettet ved Munke fra Lyse i Bergens Biskopsdømme. De nyindførte Ordener viste sig virksommere.

Augustiner-Ordenen bar Navn efter sin foregivne Stifter,

  1. S. o. f. S. 346.