sin Tid været saa langt fra at finde Erkebiskop Eysteins Christenret fuldkommen forkastelig, at han tvertimod i mange Stykker, i Alt hvorved der intet utilbørligt Indgreb gjordes i Kongedømmets Ret, har billiget den, ja endogsaa ønsket den med visse Afændringer gjort gjældende i alle Norges Lagdømmer, hvilket sidste vel ogsaa allerede forud har været Erkebiskop Eysteins Hensigt. Hermed er man imidlertid ikke kommen paa det Rene i Eysteins Dage, rimeligviis fordi Kongen har villet have bortskaaret af den, som uforeenligt med Kongedømmets Ret, mere end Erkebiskoppen har villet tillade. Neppe er man heller kommen til noget afgjørende Skridt paa Mødet i 1190; og den saakaldte Sverrers Christenret blev – i hvo der end nærmest har istandbragt den: Kongen eller Biskopperne – aldrig, som det synes, nogen ordentlig vedtagen Lov. Den blev, høiest taget, en Antydning til, hvorledes den ældre Christenret muligen kunde forenes med Erkebiskop Eysteins yngre Guldfjæder, til en fuldstændigere, mere tidssvarende og for hele Norge gjældende Christenret. Som dette Udkast fremstillede et Slags ufuldkommen Sammenlempning af Eysteins og den gamle Gulathingslovs Christenretter for Gulathingslagens Vedkommende, saaledes har man maaskee tænkt sig, at lignende skulde istandbringes for de øvrige Lagdømmer, og paa en Maade en omfattende Forbedring af alle Landets Christenretter ad Lovgivningens almindelige Vei forberedes. Muligt kan man ogsaa tænke sig, at Kong Sverrer virkelig gjennem det fremlagte Udkast havde antydet, hvad han af Eysteins Christenret var villig til at stadfæste, og hvad han fordrede bortskaaret. En saadan Fremgangsmaade i det Hele maatte ansees for stemmende med Norges Statsforfatning, og vilde have kunnet lede til et baade for Stat og Kirke gavnligt Endemaal. Men om nu end et saadant Forsæt kan have været i Gjære, –– vist er det, at det strax efter indtrædende voldsomme Brud mellem Kongen og Erkebiskoppen standsede den hele Mans Udførelse, og under den kirkelige Forvirring, som raadede i Sverrers følgende Regjeringsaar, gaves ingen Leilighed til paa ny at bringe den i Gang.
Da den norske Kirke efter Sverrers Død igjen kom i Rolighed og Orden, har ganske vist en stor Ubestemthed raadet i dens Lovgivning. De gamle Christenretter maatte forekomme Geistligheden kun lidet at fyldestgjøre den canoniske Rets Fordringer; og Erkebiskop Eysteins Christenret, som nogenlunde kunde agtes at gjøre det, blev sikkerligen ikke nu meer end før i alle Stykker godkjendt af Kongedømmet. Imidlertid havde den sidste vundet et Slags fortrinlig Anseelse deels som den i Frostathingslagen, og i Erkebiskoppens eget Biskopsdømme ved Brugen – om end med nogle Afændringer – hevdede, deels som den, Kong Sverrer havde erkjendt for den fuldkomneste og
