villet i Hovedsagen lægge til Grund ved den paatænkte Forbedring af det hele Riges Kirkelovgivning. Dette har vel gjort, at den ogsaa i de øvrige Lagdømmer tidlig har været benyttet som en Hjælperet, naar de ældre Christenretter ved indtrædende Tilfælde fandtes ufyldestgjørende; og der bliver saaledes stor Sandsynlighed for, at en Frostathings Christenret, i Hovedsagen stemmende med den, som endnu i den ældre Frostathingslov er os bevaret, ikke alene har været til, men ogsaa nydt en meget udbredt Anvendelse i Norge, med Kongedømmets udtrykkelige eller stiltiende Samtykke, dengang da Haakon, efter at være bleven Norges Enestyrer, begyndte sin kraftigste Styrelsesvirksomhed.
I denne indtog Forberedelsen af en gjennemgribende Forbedring i Norges Love en vigtig Plads[1]. Meget i Lovene var blevet forældet, stemmede ikke meer med Tidens Aand og passede ikke meer paa de bestaaende Forhold, saaledes især som disse under de indre Uroligheder havde udviklet sig. Betydelige Forandringer maatte foretages; men det laa i Haakons sindige Karakter, at han kun vilde lade dem langsomt og paa en forfatningsmæssig Maade indtræde. Først og fremst heftede han sin Opmærksomhed paa Frostathingsloven, der udentvivl har udmærket sig fremfor de øvrige Landslove ved Fuldstændighed. Han fik vedtaget vigtige Forandringer i og Tillæg til denne, og ordnede desuden hele Lovbogen paa en ny Maade. I Forbindelse hermed maatte naturligviis fastsættes, hvorledes den Christenret skulde formes, som i den nye Lovbog blev at optage. Dette var ikke alene Kongens, men ogsaa Erkebiskoppens Sag. Nærmest laa dem Erkebiskop Eysteins Christenret, saadan som den i Sverrers Tid udentvivl var bleven tillempet, og som den ved længere Tids udbredte Anvendelse allerede havde vundet et Slags Hevd. Den maa de have enets om at indføre i den nye Frostathingsbog, og det efter al Rimelighed saa godt som uforandret, kun med enkelte nødvendige Tillæg. Vedtagen tilligemed den nye Lovbog af Frostathingsmændene efter Kongens og Erkebiskoppens Forslag, fik den nu fuldkommen Lovgyldighed for Frostathingslagens Vedkommende.
Men derved er man rimeligviis ikke bleven staaende. Kongen og Erkebiskoppen have ad lovlig Vei faaet dens Anvendelse udvidet til alle Norges Lagdømmer, saaledes at den der blev sideordnet eller endogsaa paa en Maade stillet over de ældre Christenretter. Det er nemlig ifølge senere stedfindende Forhold rimeligt, at de ældre Christenretter, udenfor Frostathingslagen, vel ikke ganske sattes ud af Kraft ved den nye, men at en Tillempning og Fuldstændiggjørelse af dem efter denne vedtoges. Mange af de ældres særegne Bestemmelser
- ↑ H. H. S. c. 332, jfrt. m. N. g. L. I. 121–127, II. 174, 175.
