hans Mænd i sit Følge og førte dem ind i Klosteret. Her toge de Plads i Klosterkirkens Taarn. Birkebenerne, som imidlertid havde dræbt Skules Søn Peter, fik strax Nys om Hertugens Tilflugtssted og omringede Klosteret, hvor han og hans Mænd nu stræbte at forsvare sig.
Saasnart Erkebiskop Sigurd hørte hvad der var paa Færde, skyndte han sig med en Mængde Geistlige og Bymænd over til Klosteret. Han forbød først Birkebenerne at angribe dette; men de svarede, at de vare nødte hertil ved Omstændighederne, og maatte gjøre det, hvad enten det tyktes Erkebiskoppen vel eller ilde. Da bød Erkebiskoppen Gods for at Hertugen skulde faa fare i Fred til Kongen; men heller ikke herpaa blev agtet. Imidlertid havde Nogle i sin Heftighed sat Ild paa Klosteret, og den greb om sig, trods de Forsøg Andre gjorde paa at slukke den. Da gik Skule ud med sine Mænd og faldt med flere af disse for Birkebenernes Vaaben den 23de Mai 1240. Han var da 51 Aar gammel. Erkebiskop Sigurd, som forgjæves havde søgt at redde Skules Liv, gav kun med Vanskelighed Asulf og hans Mænd en midlertidig Afløsning for den Vold, de havde udøvet mod Klosteret, hvilket ganske nedbrændte. Erkebiskoppen var ogsaa tilstede ved Skules Ligfærd, da han med sømmelig Pragt blev jordet i Christkirken i Nærheden af sin Broders, Kong Inges Grav.
Dette var det sidste blodige Optrin i de voldsomme Partikampe, som nu i meer end 100 Aar havde sønderslidt Norges Indre. Skule efterlod ikke nogen Søn eller noget mandligt Afkom, og hans eneste gjenlevende Datter var Kong Haakons Dronning og den unge Kong Haakons Moder. Der var saaledes ingen Arving til Skules formeente Ret til Kongedømmet, uden ene Kong Haakons Afkom; de seneste tvende Partiers Fordringer vare sammensmeltede, og denne Kilde til indre Splid var derved stoppet Et Parti blandt den norske Geistlighed, og især af Chorsbrødrene i Nidaros, med hvilke Elgesæter Kloster, som en Bolig for Kanniker af St. Augustins Regel, stod i den nærmeste Forbindelse, understøttede – som vi have seet – lige til det Sidste Hertug Skule. Men dette Parti synes efterhaanden at være blevet svagere og svagere, og til Slutningen vovede det ikke engang at virke for hans Sag uden ganske i Smug. At Kong Haakon har kjendt vel til disse lønlige Rænker, er aabenbart; dog da de tilsidst alligevel bleve uvirksomme, og da Erkebiskoppen og Kapitelets af denne beskikkede Formand ikke alene holdt sig udenfor dem, men endogsaa efter Evne synes at have modarbeidet dem, saa maa man tro, at Kongen, efter Skules Fald har ladet al videre Forfølgelse af den Sag fare, og taget de Skyldige
