til Naade; i det mindste findes intet Spor til det Modsatte. En saadan Mildhed var ogsaa stemmende med Haakons Karakter og hans skaansomme Fremfærd mod flere Andre, som havde staaet paa hans Fiendes Side, men efter dennes Fald underkastede sig og søgte Tilgivelse. Endogsaa Abbed Bjørn af Holm, der dog saa dybt havde indviklet sig i Skules Sag, og – som det lader tildeels for hans Skyld – havde bragt sit Kloster nær Ødelæggelsen, endogsaa ham behandlede Kongen med Overbærenhed.
Denne Abbed Bjørn var udentvivl i sin Tid en af den norske Geistligheds fremragende Personligheder. Han synes at have besiddet ualmindelige Evner og dertilmed en ikke ringe videnskabelig Dannelse. Derfor var han Skule en saare brugbar Hjælper i hans Underhandlinger og Brevvexling, hvilken sidste han i de seneste Aar synes at have forestaaet, og derfor vel fik Navnet Rita-Bjørn d. e. Skriver-Bjørn. Han blev Abbed i Nidarholms Cluniacenser-Kloster 1232[1], og kom snart ind i den politiske Røre. Først synes han at have heldet til Kongens Side, og at have været benyttet af denne som Underhandler i Tvistighederne med Skule. I det mindste optraadte han som saadan i 1235 og 1236[2]. Men siden viste han sig som Skules afgjorte Tilhænger og som en af hans fornemste Raadgivere under hans sidste ulykkelige Opstand. Hans Indblanding i de forviklede Statssager var imidlertid hans Kloster til liden Baade. Dets Midler bleve forødede, og hans ovenomtalte Bansættelse ved Erkebiskoppen var, som det lader, ligesaavel fremkaldt ved hans daarlige Klosterstyrelse som ved hans høiforræderske Færd. Da han lavede sig til at fare til Rom i sin egen og Skules Sag, pantsatte han endogsaa Klosteret med alle dets Ejendomme for at skaffe sig de nødvendige Penge. Hans Reise blev imidlertid, som forhen fortalt, dengang forhindret ved hans Fangenskab. Af dette blev han dog løsladt ved Kongen, og maa endogsaa have faaet dennes Tilladelse til at drage til Rom for at føre sin Sag. Her synes han at have opholdt sig i et Par Aar og at være bleven løst af Bannet. I 1244 kom han tilbage til Norge med et naadigt Pavebrev til Kongen, hvilket senere skal omtales; og nu lader det til, at Haakon ganske har tilgivet ham og samtykket i, at han igjen skulde overtage Klosterstyrelsen i Nidarholm. Men da han i den Anledning reiste nordover fra Bergen, døde han samme Høst 1244 i Klosteret paa Selia[3]. Holms Kloster var imidlertid ved hans uforsvarlige Fremfærd kommet i saadan Forvirring og var blevet saa udarmet, at det ikkun ved en fuldstændig Reformation i 1248 igjen kunde bringes paa Fode.[4].
