Trediedeel af Norge og Skatlandene, og fik denne Deling vedtagen og besvoret paa Thinget.
Bagler-Kongen Filippus havde imidlertid ogsaa sat sig i Bevægelse, rimeligviis paa Biskop Nikolaus’s Raad og ifølge forudgaaende hemmelige Underhandlinger med Skule, der, medens han endnu selv havde Haab om Kongedømmet, synes endog med Opoffrelser at have villet drage Filippus paa sin Side. Denne troede vel ogsaa, efter Omstændighedernes Medfør, at Skule, enten i sit eget eller i sin Brodersøns Navn, vilde blive den raadende for Kongedømmet, og henvendte derfor til ham sin Fordring paa Halvdelen af Norge, uden at nævne Haakon Haakonssøn eller tage noget Hensyn til ham. Skule afslog ikke reent ud Filippus’s Fordring, men gav ham Løfte om, at han skulde for det næste Aar beholde den Deel af Riget, han allerede havde inde, og imidlertid skulde deres Sag blive afgjort paa et Møde, til hvilket Biskopperne og de bedste Mænd i Landet skulde indfinde sig. Men før dette Svar naaede Filippus, døde denne ved Tunsberg uden at efterlade Børn. Baglerhøvdingerne søgte at holde hans Død hemmelig, indtil de kunde faa sat en ny Konge i sin Spidse, og dertil havde de udseet Sigurd, en Søn af deres forrige Konge Erling Steinvæg. Birkebenerne i Viken kom alligevel under Veir med Hemmeligheden og gjorde i største Hast Kongen og Jarlen bekjendte med den vigtige Tidende. Disse skyndede til Viken med al den Krigsmagt, de kunde opdrive, det lykkedes dem at komme sine Modstandere i Forkjøbet, og – som det lader ved Biskop Nikolaus’s Hjælp – at bevæge Mængden af Baglerne deels til Underkastelse deels til at slutte en Vaabenstilstand. Kong Haakon blev nu tagen til Konge og Skule til Jarl paa Thingene i Viken lige til Gautelv.
Ved fine Tilhængeres Iver og et Sammenstød af flere heldige Omstændigheder var saaledes den unge Haakon Haakonssøn i Løbet af Aaret 1217 bleven erkjendt for Konge over hele Norge, og det af baade Birkebener og Bagler. Men meget Gjæringsstof fandtes rundt om i Landet. Skule Jarl havde langt fra ikke ganske opgivet sine ærgjerrige Hensigter og aflod ikke heller sine hemmelige Rænker for at bestyrke det mægtige Parti, han havde blandt Birkebenerne, og for at drage Geistligheden paa sin Side. Erkebiskop Guttorm havde endnu ikke erkjendt Haakon som Konge, og hans Opførsel under de forudgaaende Begivenheder var høist tvetydig. Under Forhandlingerne i Nidaros havde han, som før sagt, været borte, enten af Tilfælde eller med Plan. Ved de senere Forhandlinger i Aaret 1217 nævnes han slet ikke, og maa antages at have holdt sig udenfor dem. Men da Kongen og Jarlen om Vaaren kom til Throndhjem, modtog han Kongen med en paafaldende Kulde ja næsten For-
