Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/355

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Biskop Haavard og flere Geistlige aabent erklærede sig for Haakons Ret til Kongedømmet: „thi hans Æt havde stedse raadet for Norge Mand efter Mand“.

Haakons Sag havde saaledes allerede taget en meget god Vending, da Ørething paa bestemt Tid traadte talrigt sammen. Blandt Thingmændene synes ingen Tvivl at have raadet med Hensyn til Haakons Ret, og hans Antagelse til Konge kunde saaledes nu forud regnes for afgjort. Alligevel greb Modstanderne til et sidste Middel for at hindre eller udsætte den. Det var gammel Skik, at paa den Dag en Konge skulde tages paa Ørething blev St. Olafs Skrin udbaaret paa Thinget, for at den antagne Konge paa denne Helligdom kunde aflægge sin Konge-Ed. Nu lode Chorsbrødrene Skrinet indlæse, og da de Mænd kom, som skulde hente det til Thinget, fandt de Kirken stængt og mødte derhos den Trudsel fra Chorsbrødrene, at hver den skulde være i Ban, som vovede at opbryde Kirken eller udbære Skrinet. Al Vold blev fra Thingets Side klogeligen undgaaet. Men man gav ligefuldt Haakon Haakonssøn Kongenavn efter gammel Skik ved en tilstedeværende Bonde, og tildømte ham Land og Thegner (Undersaatter), med den Erklæring, at Thrønderne tilsagde ham Lydighed og undersaatlig Skyldighed (lýðskylda, þegnskylda) ligesaa fuldstændigen, som om baade Kongen havde svoret Bønderne Ed, og de ham. Dagen efter aflagde Hirden paa en Hirdstevne sin Ed til Haakon som Konge og til Skule som Jarl, og modtog af dem de Navnbøder (Embedsstillinger), som hver havde havt af Kong Inge.

Haakon Haakonssøn var saaledes Norges lovlige Konge, og ved hans Antagelse var den gamle Kongearvefølge hævdet netop i den Stund, da den efter længere Vaklen stod Fare for ganske at opgives og levne Pladsen for en ny, af Geistligheden begunstiget og fra først af anlagt til Hierarchiets Fordeel. Strax efter fore Kongen og Jarlen til Bergen. Her havde imidlertid Chorsbrødrene i Nidaros ved Breve stræbt at ophidse Biskop Haavard og Domkapitelet mod Kongen, og det havde lykkets dem at vække nogen Vaklen hos den bergenske Geistlighed ved Trudsel om Erkebiskoppens Vrede. Men da Kongen selv ankom til Byen, lod Geistligheden al Betænkelighed fare, erklærede sig aabenlydt for ham og modtog ham med de største Hædersbeviisninger. Paa det i Bergen afholdte Gulathing blev Kong Haakon uden Indsigelse antagen af alle Gulathingsmændene. Skule Jarl saa nu nok, at hans Udsigter med Hensyn til Kongedømmet, i det mindste for Øieblikket, vare tilintetgjorte, og han maatte nøies med at nytte sine Rænker til at udstrække sit Omraade som Jarl saa vidt som muligt. Sin første Fordring paa Halvdelen af det hele Rige lykkedes det ham ikke at drive igjennem; men han erholdt alligevel en