sig hedensk, og hvad der var det vigtigste, den Mand, der ved sin store Indflydelse hos Thrønderne væsentlig havde hjulpet ham til Kongedømmet, og stod ham nærmest som hans fornemste Raadgiver, den kloge Sigurd Haakonssøn Hlade-Jarl, var en ivrig Hedning. Under disse Forhold holdt den unge Konge for det første sin Christentro hemmelig, overholdt i Stilhed dens vigtigste Skikke, helligholdt Søndagene og Høitidsdagene samt de vedtagne Faster, og befattede sig ikke med de hedenske Blot, hvilke han lod Sigurd Jarl forestaa i Throndhjem. Dette vakte ingen Opsigt, og var vel.neppe heller blevet paaanket, om Folket derom havde havt nogen Formodning, da Haakon var høit elsket, Landet nød Fred og gode Aaringer, og derhos, som allerede før er bemærket, Ufordragelighed med anderledes Troende ei egentlig laa i Asatroens Karakter. Men da Haakon blev noget ældre, da hans Kongedømme syntes fuldkommen befæstet baade ved Folkets Kjærlighed og ved den Ordning af Statsforholdene og Retsforfatningen, som han ved sine Love havde grundlagt, – saa begyndte han at tænke paa ogsaa at skaffe Christendommen Indgang i sit Rige. Han forberedte imidlertid Sagen med megen Varsomhed. Et af de første Skridt var, at han i Loven fik optaget den Bestemmelse, at Julefesten, der var Asadyrkernes største Høitid, og som holdtes ved Midvinters Tid, nemlig i Midten af Januar Maaned, i tre Dage, blev forflyttet til den Tid, da den høitideligholdtes af de Christne, nemlig i Slutningen af December, og udstrakt til saa mange Dage, som i den christne Kirke var vedtaget. Hvorledes denne Forandring er bleven begrundet for Folket, vide vi ikke; men den synes ei at have vakt nogen Uvillie eller Indsigelse. Til samme Tid søgte Haakon at virke paa sine nærmeste Omgivelser og paa sine bedste Venner for at stemme dem gunstigen for sin Tro; og ved sin store Vensælhed bevirkede han ogsaa, at nogle lode sig døbe, ? andre i det mindste afholdt sig fra de hedenske Blot. Da han ?ig troede sig at have vundet saamange af Landets Høvdinger for Christendommen, at han med noget Haab om Fremgang kunde vove dens offentlige Forkyndelse, hentede han en Biskop og nogle Prester fra England og kundgjorde nu sin Hensigt, at indføre Christendommen i det hele Land.
Han henvendte sig hermed først til Mørerne og Raumsdølerne; men af dem fik han kun et undvigende Svar, idet de henskjøde denne vigtige Sag til Thrønderne, som dengang ansaas for at udgjøre Landets Styrke, og med hvem Nordmørernes og Raumsdølernes Fylker stode i den nærmeste Berøring som lydende under deres Lov, Frostathingsloven. Haakon lod imidlertid nogle Kirker vie og beskikkede Prester til dem. Derpaa drog han til Throndhjem og begyndte her at underhandle med Folket i dets mindre Forsamlinger, rimeligviis paa
