vikling og Befæstelse længer ud i det 13de Aarhundrede, da den store Gjæring, som hiin Kamp fremkaldte i den hele Samfundsorden, havde faaet behørig Tid til at sætte sig.
Budskabet om Sverrers Død blev tilligemed de Breve, han havde skrevet til sin Søn, i største Skynding bragt til Nidaros og, før nogen anden viste det her, meddelt Haakon Sverrerssøn. Denne blev derpaa strax hyldet af den tilstedeværende Hird og kort efter, om Vaaren 1202, paa Øre-Thing af Thrønderne tagen til Konge over hele Norge[1]. Sverrer havde vistnok foruden Haakon havt en anden Søn, Sigurd med Tilnavnet Lavard, der var død før Faderen i 1200; og denne Sigurd havde igjen efterladt en Søn, Guthorm, et spedt Barn. Til ham blev imidlertid for dette Sinde intet Hensyn taget i Kongearven, udentvivl ifølge den Grundsætning, som allerede havde gjort sig gjældende ved Haakon Magnussøns Tilsidesættelse for Olaf Kyrre[2], og fordi Loven dengang fastsatte, at i den private Arvegang Søn udelukkede Sønnesøn[3].
Haakon havde allerede i Faderens levende Live ved flere Leiligheder viist en Tapperhed og Besindighed, der skjænkede ham Birkebenernes Tillid; derhos var han smuk, veltalende, blid, nedladende og af gode Seder[4]. Han manglede ved Siden heraf ikke Alvor og Strenghed, naar det gjalt om at holde sit Krigsfolk i Ave og beskytte Bønderne mod Vold og Uret fra deres Side[5]. Alt dette gjorde ham snart vensæl over hele Landet. Den Aandsdannelse og Smag for Lærdom, som udmærkede hans Fader, var ogsaa en Tilgift til Haakons øvrige gode Egenskaber, og at han har besiddet en for den Tid og for en verdslig Høvding ganske ualmindelig lærd Dannelse, derom vidner et større bogligt Arbeide af ham, som endnu er os levnet, nemlig den norske Bearbeidelse af den berømte religiøse Fortælling om Barlaam og Josaphat, hvilken han overførte fra Latin[6]. Om han end ikke fuldkommen har naaet sin Fader i ubøielig Kraft – noget hvorom man dog vanskelig af hans korte Styrelse kan dømme –, saa overgik han ham maaskee igjen i dyb religiøs Følelse, christelig Mildhed og Forsonlighed. Haakon besad saaledes utvivlsomt en Karakter, som netop Norges mislige Stilling fordrede hos dets Konge; og han svigtede ikke sit Folks Haab.
Den Udsoning mellem Kongedømme og Kirke, som Sverrer for
