i Olaf den Helliges Dage og stedse siden lige til Kongerne Eysteins, Sigurds og Inges, Haralds Sønners Dage. Men da under deres Styrelse Erkestolen blev oprettet i Norge, da bleve ogsaa Chorsbrødre beskikkede ved Biskopsstolene; og da blev den Begjæring gjort til Kongerne, at de med Hensyn til Kirkebestyrelsen og Valgene vilde lade forholdes saavidt muligt overeensstemmende med hvad de hellige Skrifter (den canoniske Ret) udviste. Dette Forlangende blev gjort især af den Grund, at der dengang var tre Konger i Landet, mellem hvilke let Uenighed kunde opstaa med Hensyn til en Biskopsstols Besættelse, saaledes at flere Personer kunde blive valgte til een og samme Stol. Nu kunde det vel være, at Kongerne havde gjort en eller anden Indrømmelse i denne Henseende for den Tid, da de alle vare samstyrende og for det Tilfælde, at de ei vare enige om Valget, at da nemlig vise Mænds og Geistlighedens Stemme skulde høres. Men dog blev sikkerligen mindre indrømmet, end som blev begjæret, og det uagtet dog heri intet blev forlangt, som var imod de hellige Skrifter eller andre Rettigheder. Det kunde jo ogsaa tjene til Vidnesbyrd om, at Kongerne ikke frasagde sig sin Magt i noget Punkt, hvori de vare enige, at da Inge var Enekonge efter sine Brødres Fald og Erkebiskop Jon i Nidaros døde, saa valgte Inge sin Kapellan og Fehirde Eystein til Erkebiskop uden at adspørge nogen Geistlig i Throndhjem, hverken Chorsbrødrene eller andre; ligeledes drev han Paal fra Bergens Biskopsstol og indsatte Nikolaus Peterssøn i hans Sted.
Man har paaberaabt sig, at Konger have stadfæstet hiin Indrømmelse, og at pavelige Privilegier have bekræftet Stadfæstelsen. Dette tror han dog ganske vist er Usandhed. Men findes nogen gyldige Beviser herfor, da lade hans Modstandere disse fremlægge offentligen og lade deres Beskaffenhed ransages. Findes det, at saadanne Breve ere retteligen erhvervede, og at deres Indhold i alle Henseender stemme med Decreterne og de hellige Love, saa bør Kongerne den ene efter den anden overholde dem. Men ere de udvirkede imod de hellige Loves Bestemmelser eller andre hellige Skrifter, eller med bedragersk Sluhed eller med fordærvelig Begjærlighed, da er det Ret, at Sømmelighed og Sandhed tilbagedriver Falskhed og Usømmelighed. Saadan – siger han – er selve de hellige Loves Forskrift, og beviser derpaa ved en Mængde Anførsler af Decretalerne, at de Særrettigheder, som ere stridende mod Lovene, eller udvirkede paa en svigfuld Maade og ved løgnagtige Angivelser, ere ugyldige og magtesløse, og ovenikjøbet er den, som udvirker dem, strafskyldig.
Er det altsaa Geistligheden, som her griber ind i Kongedømmets Omraade og Verdighed, og den deraf følgende Uro muligen kan ud-
