arte til Vranglære og Christendommens Fordærvelse, da reiser sig Vranglæren fra den samme Kant, hvorfra den gjennem alle Tider har pleiet reise sig. Thi der gives ikke mange Exempler paa, at Vranglære har været afstedkommen af Kongerne; derimod have Kongerne ofte udryddet den Vranglære, som Biskopper have vakt. Herfor anføres derpaa Kjendsgjerninger af Kirkehistorien.
Til Slutning erklærer Forfatteren, at han har sammensat dette Skrift, ikke for at Geistligheden deraf skulde have nogen Skam, eller den hellige Kirke svækkes eller omstyrtes, – men for at de Uoplyste, som førhen svævede i Vildfarelse med Hensyn til de Gjenstande, som her omhandles, kunne hente fuld Underviisning om hvorledes de ere fastsatte i de hellige Skrifter. Hvad det angaar, der er skrevet om Indrømmelser og Gaver, som Geistligheden paastaar at være den gjorte, da kan enhver nu forstaa, hvorledes saadanne Indrømmelser og Gaver skulle udvirkes, for ikke at kjendes ugyldige. Dette have vise Høvdinger fastsat, fordi det ikke gaar an, at enhver drager til sig af Kongedømmet, hvad han formaar med svigfulde Rænker, og siden tilegner sig det, som om det var erhvervet redeligen; „Kongedømmet vilde paa den Maade snart blive berøvet sin Selvstændighed.“ Det uretfærdig forkyndte Ban og Interdikt, det kunde man vel frygte for sine Synders Skyld og for den Skam, som man lider i andre Folks Øine paa Geistlighedens Anstiftelse; „men man behøver ikke at frygte nogen uretfærdig Dom af Gud, thi han dømmer ikke uden retfærdigen, og hans retfærdige Dom er enhver Mand desto nærmere til Hjælp, jo mere han bliver plaget af Menneskenes uretfærdige Domme.“
Sammentrængt i muligste Korthed bliver Fremstillingens Slutningsfølge omtrent denne: – Kongedømmet har af Gud ikke alene Myndighed i alle verdslige Ting men ogsaa et Overtilsyn med Kirken. Dette Overtilsyn maa og kan Kongedømmet aldrig fraskrive sig. Paastaas saadan Fraskrivelse at være skeet, da er enten Paastanden falsk og af den Grund ugyldig, eller hvis Fraskrivelsen virkelig er foregaaet, da er den selv en magtesløs Handling, som stridende mod Guds egen Anordning. Naar følgelig Geistligheden, der selv ikke opfylder sin Skyldighed, anklager og bansætter Kongen, fordi han over det Tilsyn med Kirken, hvilket Gud har overdraget ham, saa gaar Geistligheden ind paa Kongedømmets hellige Omraade og forsynder sig derved mod Guds Anordning. Dens Ban rammer altsaa ikke Kongen, der i sin Fremgangsmaade er i sin gode Ret, men kommer over Geistligheden selv, fordi det er anvendt uden retfærdig Grund og tvertimod Guds Bestemmelse. – Det Hele slutter sig, som let vil sees, paa det nøieste til den Anskuelse af Kongedømmets umiddelbare
