maade og Religionens Iagttagelse, at oversee sin Konge og hans Medhjælpere i Rigsstyrelsen, og lægge ham for Had, som om han skulde være stillet imod Gud og den hellige Kirke“. Forfatteren viser af Skriften og Decretalerne, „at Konger og verdslige Høvdinger ingenlunde ere satte imod Gud og den hellige Kirke, men at tvertom Gud selv sammenføier det verdslige Herredømme og Kirkens Tjeneste, saaledes at Kongerne have Magt og Varetægt over Kirken, og derfor kunne kræve megen Understøttelse af dens Embedsmænd“. Christus havde selv her paa Jorden vist Keiseren Lydighed og paalagt Apostelen Peter det samme, „Peter, fra hvem den geistlige Stand udledes“; og Keiseren var dog den Gang hedensk. Hvad kunne da de paaberaabe sig, som nu foragte Kongen, da han er christen? Gud vilde jo ikke, at Kongedømmets Høihed skulde ringeagtes, selv medens Kongerne vare hedenske. „Det er derfor aabenbart, at hver den staar Fare for at forspilde sin Sjæl, som ikke viser Kongedømmet fuldkommen Troskab og Ærefrygt og Lydighed. Thi Kongedømmet er indstiftet ifølge Guds Bud og ikke ifølge Menneskenes Paafund. Ingen modtager Kongedømmet uden efter det guddommelige Forsyns Tilskikkelse. Kongen skulde ikke være sterkere og mægtigere end andre Mennesker, hvis ikke Gud havde stillet ham høiere i sin Tjeneste end Andre; thi Gud tjener han i sit Kongedømme, ikke sig selv“. Forfatteren kan derfor ikke skjønne paa hvad Grund de Geistlige ville udelukke Kongen fra det Indseende, som han bør have med den hellige Kirke, for hvilken Gud har paalagt ham Ansvar, – og det saa meget mindre som ringere Mænd end Kongen, Riddere, Hirdmænd ja Bønder have nogen Myndighed i Kirken, idet de skulle have Indseende med de Kirker, hvis Opretholdelse paaligger dem. Dette kan finde Sted i tre Tilfælde: 1) naar en Mand arver en Ejendom, hvilken en Kirkes Opretholdelse følger; – 2) naar en Mand kjøber en saadan Ejendom; – og 3) naar en Mand opbygger en Kirke paa egen Bekostning og siden lægger Ejendomme til dens Opholdelse. Beviis herfor anføres af Decretalerne, ligesom ogsaa for det, at hvis vedkommende Prest fradager en saadan Kirke noget af dens Gods, eller anvender det til anden Bestemmelse end den af Giveren fastsatte, da har først Biskop eller Erkebiskop at paasee dette berigtiget, men hvis de forsømme at opfylde sin Pligt, da skal Sagen forelægges Kongen. Her er altsaa Kongen – slutter han – stillet som øverste Dommer over baade Biskop og Erkebiskop selv med Hensyn til Kirkens Styrelse og Varetægt, – hvormegen Magt maa da ikke vare ham given i reen verdslige Sager? Ligeledes anføres Steder af Decretalerne, hvori der tillægges en Kirkes Grundlægger (hvilket Forfatteren ogsaa udstrækker til dens Opretholder eller Verge) Ret til at vælge en duelig Prest til samme,
