Straffe, der dikteres af Paven og Kardinalerne i Rom, komme i Grunden ikke fra dem, thi de ere uvidende om hvad der foregaar i et saa langt bortliggende Land; det er kun Biskopperne og Geistligheden, der volde sligt ved at bære Sladder og Løgn for Paven, som tror, at de fare med Sandhed, da de dog kun fare med falske og løgnagtige Ord.
Om den Konge, som er i Landet, er det Alle bekjendt, at faa Konger have givet Geistligheden bedre Ret, eller holdt bedre sin Haand over de hellige Steder, – hvis man vil lade ham nyde Sandhed. Men forholder det sig saa, da maa det være klart for Alle, at hvis de Geistlige have forebragt ondt om ham for Paven, da er det gjort med Løgn og Kneb, Kongen og alt Folket til stor Skade, men Geistligheden selv til intet Gavn. Og hvis Paven har fældet nogen Fordømmelsesdom, da rammer den hverken Kongen eller nogen uskyldig Mand i Landet; thi Gud dømmer altid retfærdig, men ikke efter løgnagtige og svigfulde Menneskers Opspind. Dekreterne selv erklære saadanne uretfærdige Domme og Bansættelser for magtesløse (hvilket Forfatteren ved flere Beviissteder godtgjør); derfor er det vist, at de Bansættelser, som i nærværende Tilfælde ere udtalte, enten falskeligen ere tillagte den christelige Kirkes vise Styrere, i hvilket Fald de som Falsknerier ere ugyldige, eller ogsaa, hvis de virkelig skrive sig fra Kirkens Styrere, da ere de udvirkede ved Uretfærdighed og Ondskab, og komme over dem, som have udvirket dem, ikke over de Uskyldige, mod hvem de ere udtalte. Dog – bemærker Forfatteren – skjønt han her taler i Almindelighed som til alle Geistlige, saa angaa hans Ord egentlig kun dem, der kjende sig igjen i hans Skildring; paa Alle passer den ikke, men dog paa flere, end gavnligt kunde være for nogen af Parterne. Dem, som ei gjenkjende sig i den, beder han, at de ikke vilde samtykke dem, der have betraadt Vildfarelsens Vei; de andre advarer han, at de aflade Vildfarelsen og ikke skikke sig saaledes, at baade i denne Verden alle Fornuftiges Had, og i hiin Verden Sjælens Fortabelse og Guds Fordømmelse skal vorde deres Lod. Alle skulle vide – lægger han til – baade Lærde og Læge, at geistlige Ledere ere Folket givne ikke for at træde det paa Nakken eller tilføie det saarende Beskjæmmelse, eller for at plyndre det, og end mindre for at vise det fra Gud til Helvede ved Ban og forvildende Tale, men for at vogte det med Kjærlighed og lede de Vildfarende med Blidhed tilbage paa den rette Vei. Dette lærer selve Evangeliet, og derom kan ingen Prest paaskyde sin Uvidenhed, naar han forstaar hvad han selv i Kirken læser og synger.
Forfatteren gaar dernæst over til at omtale „den Vildfarelse, som nogle Geistlige befinde sig i, at de tro det hører til en god Handle-
