baade Pligt og Klogskab bød dem at følge. Han opfordrede dem til at forestaa det Omraade, hvortil Gud havde beskikket dem, med Viisdom, idet de stedse havde for Øie, at det ikke var deres Arvelod. Han forestillede dem ogsaa, at hvis „Erik Blinde“ drog dem ud af Norge i Landflygtighed, saa havde han lidet Godt at byde dem i Stedet for hvad de i sit eget Hjem tabte, da Erkebiskoppen selv ikkun havde det knapt, blot ni eller ti Mænd om sig, og disse endog paa en Andens Bekostning. Vilde de derimod slutte sig fast til Kongen, da skulde han nok sørge for deres fælles Sag. Alle lovede – heder det – Godt, og at de ei vilde skilles fra Kongen[1]. Det viste sig imidlertid snart, at Biskopperne deels manglede oprigtig Villie deels behørig Fasthed for at holde sit Løfte til Enden.
Biskop Nikolaus har man vist nok al Grund til at beskylde for begge Dele; thi i hans Karakter aabenbarer sig heel igjennem Ustadighed og Sluhed, Troløshed og Hevngjerrighed, Praleri og Løgnagtighed, parret med en fuldkommen Mangel paa Mod og Aandsnærværelse i Farens Stund. „Nikolaus er glattunget – sagde Sverrer senere om ham – men har et Hare-Hjerte og Troskab som Ræven“[2]. Den uindskrænkede Føielighed, han i den senere Tid havde viist mod Kongen, var kun fremkaldt af Frygt; den var en paatagen Maske, under hvilken han søgte personlig Sikkerhed, medens han i Hemmelighed sammenspandt de mest forræderiske Planer. Kongen havde vistnok aldrig fattet nogen sand Tillid til ham, trods al hans Eftergivenhed, al hans Sledskhed og alle hans besvorne Troskabsløfter. Alligevel kunde det synes, som om Nikolaus nu havde indviklet sig saaledes i Kongens Sag, at hans egen Fordeel tilsagde ham at holde fast ved den; og derfor har maaskee Kongen holdt noget mindre skarpt Øie med ham efter Mødet i Bergen. Men om Høsten samme Aar 1193 fandt Nikolaus Leilighed til at slippe bort fra Norge, og for nu til Danmark, hvor han – som det lader uden synderlig Vanskelighed – blev tagen til Naade og Forlig af sin Erkebiskop og af Absalon. Han kastede nu Masken og optraadte fra denne Stund aabenbare som Sverrers hadskeste og uforsonligste Fiende.
Sverrer indsaa fuldtvel Betydningen af Biskop Nikolaus’s Optræden i Danmark blandt de fiendtligsindede Prælater, ved den landflygtige Erkebiskops Side, og som dennes indflydelsesrigeste Raadgiver. Han følte et Uveir nærme sig. En vis Reidar, kaldet Sendemand, en Vikværing, som havde været i Constantinopel, var om Sommeren 1195 kommen til Norge med den græske Keisers Skrivelse til Sverrer om at overlade Krigere i Keiserens Tjeneste; og Kongen havde, rimeligviis med Hensyn til den Rolighed, som for Øieblikket var indtraadt i
