ren kunde Biskop Paal vende tilbage til Norge, hvor han endnu traf Kong Sverrer i Viken og fulgte ham derfra til Bergen[1].
Hvilke hemmelige Erinder nu end Biskop Paal kan have havt fra Kongen til Erkebiskop Erik, saa maa disse antages at være blevne uden Virkning. Erkebiskoppens personlige Ønsker kjender man ikke; men i ethvert Fald stod han paa Grund af sin Blindhed i en fuldkommen Afhængighed af de danske Prælater, under hvis Beskyttelse han engang havde givet sig, og disse vare nu mindre end nogensinde forsonlig stemte mod Sverrer. Hans Kroning havde bragt deres Forbittrelse til det Høieste. De havde strax den rygtedes i Danmark gjort Indberetning derom til Pave Cølestinus, og denne havde samme Aar, 1194 den 18de November, høitideligen i selve St. Peters-Kirken lyst Ban over de Biskopper, som havde vovet at foretage en Handling, hvilken – saa udtrykte Sverrers Modstandere sig – var uhørt i Christenheden, nemlig at salve en bansat Prest til Konge[2]. Efterretningen herom havde rimeligviis allerede naaet Danmark, for Paal forlod dette Land, og han havde saaledes kun daarlige Tidender at bringe Kongen ved sin Tilbagekomst til denne. Erkebiskop Erik havde ogsaa sendt Breve til Norge, hvorved han stevnede alle Landets Biskopper til sig i Danmark. Under disse betænkelige Omstændigheder kaldte Kongen, hvem det naturligviis var høieligen om at gjøre, at Erkebiskoppens Stevning ikke skulde blive adlydt, alle Biskopperne til Møde med sig i Bergen endnu samme Sommer 1195. Mødet fandt Sted; alle de norske Biskopper indfandt sig, desuden Biskop Paal af Skaalholt og Biskop Bjarne Kolbeinssøn af Orknøerne, der havde efterfulgt den i 1188 afdøde yngre Vilhjalm[3]. En Deel verdslige Høvdinger vare ogsaa tilstede, blandt hvilke Harald Jarl af Orknøerne, der var indstævnet for Kongen i Anledning af flere Klagepunkter mod ham. Mødet var altsaa i Grunden, en baade geistlig og verdslig Rigsforsamling, skjønt det i Sverrers Saga kaldes et Biskopsmøde (biskupafunðr) d. e. et Provinsial-Concilium. Udfaldet af Høvdingernes Overlægninger blev, at man skulde sende Mænd til Paven for at tale Kongens Sag og overbringe ham et Brev under Kongens og alle de tilstedeværende Biskoppers Segl. Til Sendemænd udvalgtes Biskop Thorer af Hamar og Rikard, kaldet Svartameistari d. e. den sorte Magister, rimeligviis fordi han har hørt til en af de sortklædte Munkeordener (Benedictinerne?)[4].
For Sverrer efter Mødets Opløsning skiltes fra Biskopperne, foreholdt han dem med Alvor den Vei, som, efter hans Mening,
