Forholdene der at kjende. Han maatte følgelig ansees vel skikket til at fortsætte Ansgars Virksomhed. Man kjender imidlertid mindre til Rimberts; saa meget veed man, at han opretholdt Missionerne baade i Danmark og Sverige, uden at man dog veed, med hvilken Fremgang.
Hos Rimberts nærmeste Efterfølgere synes Misions-Iveren at have været mindre levende. Tydsklands indre, urolige Tilstand, der ofte drog de høiere Kirkens Mænd ind i sine Hvirvler, har muligen deri været Aarsag. Først Erkebiskop Unne (917–936) optræder atter med nogen iøinefaldende Virksomhed; og hertil gave udentvivl politiske Forholde for en stor Deel Anledning.
I de nordiske Folkefærds Samfundsforholde var nemlig i Tidsrummet efter Ansgars Død vigtige Forandringer indtraadte. Allerede fra meget gamle Tider havde muligen visse Forskjelligheder fundet Sted mellem de tre Folkefærd Nordmænd, Svear og Daner, Forskjelligheder, som i Tidens Løb meer og meer havde udviklet sig, deels af deres Bopæles Beliggenhed og deels af deres større og mindre Blanding med tydske Folkefærd, som vare ældre Beboere af flere Landstrækninger (hele Danmark og det sydlige Sverige), som hine havde besat. Nogen egentlig politisk eller statsretlig Adskillelse mellem dem gjorde sig imidlertid for det første ikke gjældende, ligesaalidet som nogen skarp folkelig Afgrændsning fandtes. Ligeoverfor de tydske Folkefærd og Stater i Tydskland, Frankrige og England, betragtedes de længe af disse som en Eenhed, vexelviis benævnt Nordmænd og Daner; og selv betragtede de sig paa samme Maade, idet de benævnte de tydske Folkefærd under Eet: sudrøne (suðrœnir, sydlige), og altsaa ansaa sig selv i Modsætning dertil som norrøne (norrœnir, nordlige). I sit eget Indre faldt de sønder i en Mængde mindre Statssamfund: Fylker eller Folklande og Riger; – det første i Norge og det egentlige Sverige, hvor den oprindelige Stammeforfatning renere vedligeholdt sig, – Riger i de gautiske Lande og Danmark, for en Deel ogsaa i det sydøstlige Norge, overhoved i alle de Landskaber, hvor Erobringsforholde havde gjort sig meer eller mindre gjældende, og hvor det deraf fremsprungne Kongedømme havde hævet sig til en Statsmagt. Hvor Riger havde dannet sig, der vare disses Grændser som oftest høist ubestemte ligesom ogsaa deres Omfang, der hyppig vexlede med Krigslykken. Bestemt at afgjøre til hvilket af de tre Folkefærd et Rige hørte, var vist nok ofte, selv for Samtiden, en Umulighed, da eet og samme Rige kunde omfatte Bestanddele af alle tre. Men mod Slutningen af det 9de og i Begyndelsen af det 10de Aarhundrede foregik i disse Forholde en Hovedforandring, idet nemlig hvert af de tre nævnte Folkefærd, Nordmænd,
