Guttorm, og med dem saa mange af Kongeætten, at kun et Barn Erik (rimeligviis en Sønnesøn af den faldne Erik) af den var tilbage. Denne yngre Eriks Rige blev indskrænket af fiendtlige hedenske Konger, og hans egne Raadgivere der styrede i hans Navn vare Christendommen ugunstige. Den fri Religionsøvelse blev atter de Christne negtet, Forfølgelser udbrød mod dem, og Kirken i Slesvig maatte lukkes. Denne Trængsel var dog ikke af lang Varighed. Ansgar vandt snart den unge Eriks og hans Raadgiveres Venskab; Kongen tilbød ham at lade en Kirke bygge i Ribe, den anden i Danmark (henv. 860), og skal endog have antaget Christendommen, hvilken han dog senere igjen skal have frafaldet[1].
Ikke længe efter disse Begivenheder døde Ansgar i Bremen (865, 3die Febr.), 64 Aar gammel, efterat han i næsten 40 Aar utrætteligen havde arbeidet for Christendommens Udbredelse i Norden. Han blev allerede Aaret efter sin Død erklæret for en Helgen. Hans Levnetsbeskrivelse, forfattet af hans Discipel og Efterfølger paa Bremens Erkestol, Rimbert, er endnu bevaret. Den skildrer med levende Farver Ansgars sandchristelige, faste men derhos milde, taalmodige og gudhengivne Sind; derimod maa man beklage, at den i alt for almindeligt Udtryk omtaler de enkelte Begivenheder ved hans Mission, der ellers vilde have kunnet kaste et stort Lys over Nordens Historie og dets Folkefærds Karakter og borgerlige Indretninger.
Vi have her temmelig udførligen skildret Ansgars Missionsvirksomhed i Norden; thi skjønt den ingenlunde kan siges at have knækket Hedendommens Magt, ikke engang at have vundet nogen iøinefaldende Seier over den, saa efterlod den dog et Christendommens Sædefrø for kommende Tider, som under Trængsler og Forfølgelser stedse, om end langsomt, vedblev at spire i Danmark, og ei heller nogensinde ganske kvaltes i Sverige, om der end behøvedes meer end eet Aarhundrede i Danmark og flere Aarhundreder i Sverige for at bringe det i frodig Vert. At Ansgars Missionsvirksomhed ogsaa skulde have strakt sig til Norge, dertil findes intet Spor. Alligevel kan den ikke regnes for Norge ganske uvedkommende. Vi skulle i det følgende see, at en middelbar senere Indflydelse over Danmark paa det fydøstlige Norge virkelig sandt Sted, om end denne Indflydelse bliver for ganske underordnet ja ubetydelig at regne ved Christendomsindførelsen i Norge, hvilken, som senere vil vise sig, udgik fra en ganske anden Kant, nemlig fra England.
Ansgars Efterfølger paa Bremens Erkestol var den allerede før nævnte Rimbert (865–888). Han var en dygtig Geistlig, havde fulgt Ansgar paa nogle af hans Missionsreiser i Norden og saaledes lært
- ↑ Munch. I. 1, 396; Ad. Brem. I. c. 24.
