valgte, og Niaal derimod den, som Kongens indtrængte og tvang Geistligheden og Folket til at samtykke, men som Erkebiskoppen paa Grund af det ucanoniske Valg ikke vovede at indvie. Imidlertid maa Kongens Magt og Indflydelse, da ovennævnte geistlige Møde holdtes i 1190, have været saa overveiende, at Nikolaus ikke der har været erkjendt som Stavangers Biskop, men Niaal, rimeligviis dog kun som Udvalgt, er optraadt paa denne Biskopsstols Vegne. Men senere samme Aar døde Biskop Helge af Oslo, hvilket ogsaa bevidnes af de gamle Annaler[1]; og nu fik Nikolaus med Kongens Samtykke denne Biskopsstol. Sagens rette historiske Gang har altsaa formeentlig været følgende: – Erkebiskop Erik valgte med Stavangers Biskopsdømmes Geistligheds og Bønders eenstemmige Samtykke, dog Kongen uadspurgt, Nikolaus Arnessøn til sin Efterfølger paa Stavangers Stol, maaskee allerede i 1189. Men Kongen gjorde Indsigelse mod dette Valg – især af Mistro til Nikolaus’s Sindelag – og valgte paa sin Side, Erkebiskoppen igjen uadspurgt, Niaal, hvem han vidste at forskaffe Geistlighedens og Folkets Samtykke ved sin verdslige Indflydelse. Erkebiskoppen vovede rimeligviis ikke ligefrem at ugyldiggjøre dette Kongens Valg, og fandt sig derfor i, at Niaal optraadte paa Mødet i 1190 som Stavangers Biskop, men vilde dog ikke uden videre indvie ham. Baade Nikolaus og Niaal vare saaledes udentvivl kun Udvalgte (Electi) til Stavanger, da den osloske Biskop Helges Død aabnede en Adgang til at faa Tvisten afgjort. Imidlertid var Kongen ved sin Dronnings Forbøn bleven bevæget til at give sit Samtykke til Nikolaus’s Valg, og Erkebiskoppen føiede sig nu efter Kongens Ønske med Hensyn til Niaal. Erkebiskoppen indviede derpaa baade Niaal og Nikolaus, den første, overeensstemmende med Kongens Valg, til Stavanger, og den anden, til Oslo, efter selv at have tilladt hans Forflyttelse herhen fra den Stol, til hvilken han først af Erkebiskoppen var bleven valgt. Sandsynligt er det da, at ogsaa Thorer til Hamar kun har været Electus, valgt efter Biskop Ragnars Død, da han var tilstede paa Mødet i 1190, eftersom han nævnes efter Niaal[2]. De følgende Begivenheder viste forresten altfor snart, at Kong Sverrer ikke havde feilet i sin Dom om Nikolaus Arnessøn.
Er dette den sande Sammenhæng i den omhandlende Valgsag, saa finder man deri et nyt Bevis for, at Erkebiskop Erik ikke i Eet og Alt var skyldig i det Stivsind og det Overmod, som man almin-
