lertid stærkere ind paa Kongen, forestilte ham, hvormeget Nikolaus havde tabt i Kampen mellem Kongerne, og at Sverrer nu kunde bøde ham herfor ved at gjøre ham til Biskop[1]; Nikolaus vilde ingen Utroskab vise, naar han først havde nedlagt sine Vaaben og var bleven en til Kirken viet Mand. Kongen gav da endelig efter for hendes Bønner og sagde, at han vilde føie hende: „men det venter jeg – yttrede han – at ikke langt vil henlide, førend baade du og mange andre angre dette“. Kongen udstedte da sit Brev, hvorved han forordnede, at Nikolaus skulde vies til Biskop, og Erkebiskoppen udførte Vielsen. Ved denne Tid døde Biskop Helge af Oslo, og Nikolaus udvirkede nu af Erkebiskoppen, at han fik denne Biskopsstol; til Biskop i Stavanger blev da Niaal indviet[2].
Denne Sverrers-Sagas Fremstilling er imidlertid neppe fuldkommen nøiagtig og trænger til at belyses noget nærmere af andre Kilder. I Indledningen til den ovenomtalte saakaldte Sverrers Christenret, der maa antages at være given paa et geistligt Møde 1190, opregnes de deeltagende norske Biskopper saaledes: Erkebiskop Erik, Biskop Paal, Biskop Helge, Biskop Niaal, Biskop Thorer. Nu er det vist, at Paal dengang var Biskop i Bergen, Helge i Oslo og Thorer i Hamar. Niaal maa altsaa have været Biskop i Stavanger, da han deeltog i dette Møde, og dermed ere de daværende Indehavere af alle norske Biskopsstole opregnede, uden at Nikolaus blandt dem forekommer. Niaal var følgelig Biskop af Stavanger allerede før Biskop Helge af Oslo døde, medens man af Sagaens Udtryk skulde slutte, at Niaal blev først valgt til Biskop af Stavanger, efter at denne Stol atter var bleven ledig ved Nikolaus’s Forflyttelse til Oslo efter Helges Død. At Sagaen her er den unøiagtige synes ogsaa fremgaa af Erkebiskoppens tidligere omtalte Fremstilling til Paven. Den Biskopsstol, om hvis Besættelse han siger, at Tvist havde været ham og Kongen imellem, og hvor Kongen indtrængte en anden Biskop i Stedet for den, Erkebiskoppen med Geistlighedens og Folkets eenstemmige Samtykke havde udkaaret, er utvivlsomt Stavangers, den nemlig, som Erik for han blev Erkebiskop selv havde beklædt, og de tvende Biskopper maa da antages at have været Nikolaus og Niaal. Nu seer man af Sagaen, at Nikolaus først valgtes og havde alle Vedkommendes Stemmer for sig undtagen Kongens, som gjorde Indsigelser mod hans Valg. Følgelig var Nikolaus den, som Erkebiskoppen i sin Fremstilling nævner som sin Ud-
