naturlig Følge af allerede forhen paapegede islandske Forhold, nemlig at der, med Undtagelse af Kathedralkirkerne og de faa Klosterkirker, fast alle Kirker vare private Mænds Eiendom, og deres hele Økonomi bestyret af disse verdslige Eiere. Da Eystein i Aaret 1178 havde indviet den nidkjære og hierarchisksindede Thorliak Thorhallessøn til Biskop af Skaalholt, paalagde han denne efter sin Hjemkomst at virke for det nævnte Øiemed. Dette stemmede ogsaa ganske med Thorlaks eget Sind; og kort efter at han var kommen til sit Sæde, begyndte han ved Indvielsen af nogle nye Kirker, at negte Eierne Bestyrelsesretten af disse Kirker og deres Gods. Herved vaktes Misnøie og Spending. I Førstningen syntes det dog som Biskop Thorlak, der støttede sig til Erkebiskoppens Bud og den canoniske Ret (Guds Lov, som han kaldte den), skulde have Fremgang. Men da netop indtraf i Norge Birkebenernes Seire over Magnus Erlingssøn, Erling Skakkes Fald, og kort efter Erkebiskoppens Reise fra Norge og længere Ophold i England. Biskop Thorlak følte sig berøvet sin Metropolitans kraftige Understøttelse, medens hans Modstandere saa sig bestyrkede ved de norske Forholde og muligen ogsaa ophidsedes fra Norge; han fandt det derfor nødvendigt at give efter, og lade Kirkegodsets Bestyrelse blive ved det Gamle[1].
Man har al Grund til at tro, at Erkebiskop Eystein i Norge, hvor Leilighed gaves, har handlet i fuld Overeensstemmelse med hvad han paalagde Biskop Thorlak med Hensyn til Island. Men Sagen havde i Norge, efter de herværende Forholde, ikke den indgribende almene Vigtighed som paa Island, og vakte derfor i Begyndelsen mindre Opsigt. Vi ville imidlertid senere faa at see, at denne Sag indtog sin Plads iblandt Tvistepunkterne mellem Sverrer og Eysteins Eftermand paa Erkesædet.
Som henhørende til Eysteins Metropolitanvirksomhed maa vi ogsaa nævne den Lettelse, som han af Pave Alexander III. (1159–1181) til Fordeel for den norske Almues Næringsdrift fik udvirket i de ældre strenge Bestemmelser mod Arbeide paa Helligdagene, idet nemlig Sildefiskeri, med Pavens Indrømmelse, blev tilladt paa enhver Tid, naar Silden søgte Land, kun med Undtagelse af de allerstørste Helligdage[2].
At Eystein har yndet Videnskaberne og navnligen havt Smag for Fædrenelandets Historie, maa man slutte deraf, at hans Samtidige, Munken Thiodrek (Theodcericus monacus), en Nordmand og rimeligviis en Thrønder, tilegnede ham en kort norsk Historie, skreven paa Latin og omfattende Tiden fra Harald Haarfager indtil Sigurd Jorsalfarers Død[3]. Denne lille Bog, der kan sees at være forfattet
