Erkebiskoppen til noget Gavn at bortrydde, naar han paa den ene Side saa Bansættelsen uden Virkning, og paa den anden Side selv af Hjertet ønskede et Forlig med Sverrer, hvilket kunde igjen bringe ham i rolig Besiddelse af Erkestolen. Hvad de øvrige Tvistepunkter angaar som kunde og maatte være mellem Erkebiskoppen og Sverrer angaaende Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold, da har det maaskee forekommet begge tjenligst at lade dem for Øjeblikket hvile. Paastanden om St. Olafs Lenshøihed var allerede i Gjerningen af Sverrer tilbageviist, og man kan vel sige, af Eystein selv opgiven ved hans Erkjendelse af Sverrers Kongedømme. De andre Kirken og Erkesædet af Magnus Erlingssøn indrømmede Privilegier har Sverrer aabenbare aldrig samtykket og end mindre stadfæstet; men om han end har bestemt udtalt deres Ugyldighed, har han maaskee ikke villet yppe nogen offentlig Strid herom med den altid høit anseede og mægtige Erkebiskop, helst naar denne fra sin Side heldede til Eftergivenhed. Han har ikke ved at hobe et Overmaal af Ydmygelse paa den allerede ydmygede Kirkehøvdings Hoved villet drive ham til et muligt fortvivlet Skridt, der endnu kunde blive ødelæggende for Sverrer selv. Udentvivl have begge Parter fundet det fordeelagtigst for det Første i forstilt Rolighed at see Tiden an. I Hjertet kunne de vist aldrig have troet hinanden oprigtigen eller stolet paa Fredens Varighed. Da Magnus det følgende Aar 1184 for sidste Gang angreb Sverrer, sporer man ikke, at Erkebiskoppen har sat sig i Bevægelse til den førstes Undsætning; og Magnus’s Fald i Slaget ved Fimreite samme Aar har vel fuldkommen bestyrket Erkebiskoppen i hans allerede valgte, Tiden iagttagende Statskløgt. Erkebiskop Eystein optraadte ikke meer paa den verdslige Statsvirksomheds Skueplads; her havde han – og det følte han sikkert selv – nu udspillet sin Rolle, da han i Sverrer havde fundet sin Overmand.
Den Virksomhed, i hvilken vi hidtil have betragtet Erkebiskop Eystein, kan snarere kaldes Statsmandens end Prestens. Det var i det mindste Kirkens verdslige Tarv og Vælde han i denne Virksomhed nærmest havde for Øie. Og dog tør man ikke negte, at et høiere aandeligt Formaal hos ham, som hos flere af dens Tids fremragende Kirkefyrster, kan have ligget i Tankens Baggrund, et Formaal, til hvis Opnaaelse Kirkens verdslige Vælde ikkun skulde tjene som Middel. Saa meget er vist, at Eystein ikke benyttede sin Indflydelse hos Thrønderne og hos Nordmændene i det Hele alene til Gjennemdrivelsen af sine hierarchiske Planer, men ogsaa til Samfundsordenens Forbedring og Bestyrkelse. Derom vidne flere Bestemmelser i Lovbogen, især i Frostathingsloven, hvilke udtrykkelig tillægges hans Medvirken, og som bleve vedtagne under Magnus Erlingssøns Konge-
