falden 1179, og hans Død havde nedslaget Modet paa mange af Magnus’s Tilhængere, var det Eystein der især trøstede dem og Kongen, idet han paa et Thing i Bergen yttrede, at Tabet af Erlings Klogskab og Krigserfarenhed vel var føleligt, men at Erling ved sin Haardhed havde vendt Manges Sind bort fra Magnus’s Sag, hvilke nu med Glæde vilde offre Liv og Gods for en Konge, de af Hjertet elskede[1]. Han fulgte ogsaa Kongen det følgende Aar 1180 paa hans Tog til Throndhjem[2], men blev her kun Vidne til Magnus’s store Nederlag i Slaget paa Ilevold. Da Magnus efter dette Uheld for til Danmark for at søge Hjælp hos Kong Valdemar, drog Erkebiskop Eystein over til England, hvorfra han lyste Ban over Sverrer[3].
Eystein forblev i hele tre Aar i England fjærnet fra sit Sæde. Han og hans Følge synes her at have udspredt mange af de ufordeelagtige Rygter om Sverrer, hvilke vi gjenfinde hos samtidige og kort efter levende engelske Historieskrivere[4]. Om Aarsagen til at han saalænge holdt sig borte fra sin Biskopsstol findes ingen sikkre Oplysninger. Man maa formode, at han fandt sin Stilling i Throndhjem, midt imellem Sverrers Tilhængere, ubehagelig og farlig, og at han maaskee ogsaa, efter at have lært Sverrers Dygtighed bedre at kjende, begyndte at mistvivle om den heldige Udgang af Magnus’s Sag. I det Sidste maa man bestyrkes ved hans Færd, efterat han endelig i 1183 var vendt tilbage til Norge. Magnus’s Sag syntes netop dengang at have faaet et Opsving ved nogle vundne Fordele; men strax efter blev han overrumplet i Bergen af Sverrer, mistede sin hele Flaade og flygtede atter til Danmark. Efter denne Hendelse sluttede Erkebiskoppen, som var tilstede i Bergen, Forlig med Sverrer og vendte derpaa tilbage til Nidaros til sit Sæde[5].
Angaaende Vilkaarene for dette Forlig vide vi Intet. At et af de væsentligste har været Sverrers Løsning af det Ban, Eystein havde udtalt over ham i England, har man al Grund til at antage; skjønt det altid maa synes besynderligt, at Sverrers ellers saa udførlige Saga ikke med et Ord omtaler denne Bansættelse, hvilken dog engelske Skribenter kjende. Aarsagen kan maaskee være den, at Bansættelsen, som var forkyndt i et fremmet Land, og som desuden, anvendt paa en norsk Konge, var noget for Nordmændene ganske nyt og usædvanligt, ikke er bleven almindelig bekjendt i Norge, – og at Sverrer derfor ikke heller har villet give sin Afløsning nogen iøinefaldende Offentlighed. Han har tvertimod fundet sig bedst tjent med at lade en Hemmelighed hvile over det Hele, hvilken det heller ikke kunde være
