Paalæg at iklæde dermed den vordende svenske Erkebiskop, naar Svearne og Gauterne vare komne til Enighed om, hvor Erkestolen skulde være. Han skal ved denne samme Leilighed have lovet Askel som en Erstatning for det Skaar, der var gjort i hans Metropolitanmyndighed ved Udsondringen af den norske og svenske Kirke til selvstændige Kirkeproviuser, at udvirke for Lunds Erkestol Primatet over den svenske Kirke, hvilket indbefattede Retten til paa Pavens Vegne at meddele dens vordende Metropolitaner Pallium. Ved en senere Pavebulle blev ogsaa Erkebiskoppen af Lund virkeligen udnævnt til den svenske Kirkes Primas, og meddeelte i denne Egenskab den første Erkebiskop af Upsal paa Pavens Vegne hans Pallium i Aaret 1164.
Den norske Kirke derimod blev fuldkommen unddragen al Afhængighed af Lunds Erkestol. I den egentlige Fundationsbulle nemlig for Erkesædet i Nidaros, udstedt af Eugenius den 3dies Eftermand, Pave Anastasius IV (1153–1154), i November 1154 og medundertegnet af Biskop Nikolaus af Alba selv som Kardinal, erklæredes, at den norske Metropolitan skulde staa umiddelbart under Paven; og dette blev stedse siden overholdt. Om Kardinal Nikolaus have vi kun at tilføie, at han strax efter Anastasius III’s Død den 2den December 1154, blev udvalgt til Pave med Navnet Hadrianus IV, og beklædte St. Peters Stol med stor Anseelse til sin Død, den 1ste September 1159. Han skal efter vore Sagaers Vidnesbyrd stedse have viist en Forkjærlighed for Nordmændene, som til Gjengjæld holdt ham saa høit i Ære, at Folkemeningen erklærede ham for en hellig Mand, skjønt Kirken ikke indførte ham i Helgentallet. „Saa sagde de Mænd – heder det – som i hans Dage kom til Rom, at aldrig havde han saa magtpaaliggende Ting at tale med Nogen, at han jo talede først med Nordmændene, naar disse henvendte sig til ham. Han var ikke længe Pave, og nu er han anseet for en hellig Mand“[1].
Kardinal Nikolaus’s Ophold i Norge havde for Øieblikket dæmpet den ulmende Tvist mellem de norske Konger; men det varede ikke lang Tid for den igjen livnede op og endelig slog udi lys Lue. Eystein og Sigurd, skjønt selv ikke i den bedste Forstaaelse, forenede sig endelig afgjørende om at udelukke Inge fra Kongedømmet. Men denne,
- ↑ Sn. S. J. E. S. c. 23.
