Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/244

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
230
Andet Tidsrum.

eller rettere hans kloge og kraftige Raadgivere, kom Brødrenes Planer i Forkjøbet. Sigurd blev dræbt 1155 i Bergen, Eystein havde to Aar efter 1157 den samme Skjebne i det østlige Viken, og Inge Haraldssøn var nu Norges Enekonge.

Under denne uhyggelige Brødre-Strid fremtræder en Kjendsgjerning, som vedrører Kirken, og som viser paa den ene Side, at den udhævede Fare ved Biskopsvalgenes Afhængighed af et deelbart Kongedømme, ikke var greben af Luften, – og paa den anden Side, hvor lidet Kongerne i Virkeligheden ansaa sig indskrænkede i sin Beskikkelsesret ved de nys indførte Domkapitler. Da nemlig Biskop Sigurd i Bergen døde 1156[1], beskikkede Kong Eystein sin Kapellan Paal til hans Eftermand; men hermed var Kong Inge ikke fornøiet, og da Kong Eystein var fældet, drev han Paal egenmægtigen fra Biskopsstolen og indsatte en Nikolaus Peterssøn fra Sogn til Biskop i hans Sted. Paal kom vel senere igjen til sin Ret, men dette er dog neppe skeet før efter Kong Inges og maaskee ogsaa Modbiskoppens Nikolaus’s Død. En lignende Vilkaarlighed udviste Inge, da Erkebiskop Jon døde, hvorom lidt nedenfor skal tales[2].

Inge Haraldssøn havde ved sine Brødres Fald hævet sig til at blive Norges Enekonge. Men under den forudgaaende Kamp havde der af hans Brødres Tilhængere dannet sig et fastsluttet Parti, som vel ikke strax var sterkt nok til at omstyrte Inges Kongedømme, men som dog altid havde det i sin Magt at uro ham i hans Enevælde. Dette Parti satte i sin Spidse Sigurd Munds unge Søn, Haakon med Tilnavnet Herdebred. Det fandt en Støtte i Thrønderne, der blandt Nordmændene havde været gunstigst stemt mod Inges Brødre, og det lykkedes Haakon ved et uformodet Tog til Throndhjem at blive tagen til Konge her 1159, dog saaledes at kun den Trediepart af Kongedømmet tilkjendtes ham, som hans Fader havde besiddet. Det er høist tvivlsomt, øm dette Skridt kunde ansees for lovligt, saalænge Inge endnu var i Live[3]; –– vist er det, at denne sidste ikke i nogen Maade vilde erkjende Haakons Ret. En blodig Kamp mellem de to Partier tog nu sin Begyndelse. Overmagten var vist nok endnu afgjørende paa Inges Side; men der indsneg sig Avind og Misforstaaelse mellem hans to fornemste Raadgivere, de mægtige Høvdinger Gregorius Dagssøn og Erling Ormssøn med Tilnavnet Skakke, en Omstændighed der svækkede Partiets Kraft. Inge var lidt senere uheldig nok til at miste sin sikkreste Støtte, Gregorius Dagssøn, der faldt i et Slag i Nærheden af Konghella mod Haa-

  1. Isl. Ann. 64.
  2. Afhandling om den norske Kirkes Forh. til Staten, Anh. t. Udg. af Kgsp. S. 186.
  3. Se ovenfor S. 137.