Lagthinget, eller var selvskyldige til der at indfinde sig, ikke deeltoge deri. Nu vare Biskopperne og Sognepresterne efter Loven selvskrevne at møde paa vedkommende Lagthing, og saaledes vare de ifølge hiin Regel for sine egne Personer befriede fra Tilskud til Thingfareydelsen, hvilken forøvrigt ogsaa udelukkende synes at have hvilet paa Bønderne. Paa Island, hvor ingen Ydelser til Landevernet udfordredes, og hvor forøvrigt de faa verdslige Statsbyrder vare ordnede efter samme Grundsætninger som i Norge, nemlig efter Person og ikke efter Formue, og hvor desuden Presternes huslige Selvstændighed ifølge deres Forhold til Kirkeejerne var langt mindre end i Norge, – der kunde ligesaa lidet blive Spørgsmaal om nogen Kirkens Beskatning ved den verdslige Statsmagt. Vi see saaledes, at selve Beskaffenheden af Statsydelserne i de Lande, som hørte til den norske Kirke, og Maaden hvorpaa disse Ydelser udrededes var saadan, at de vanskelig kunde falde Kirken til nogen Byrde, helst med den ovennævnte Lettelse for de geistlige Personers Vedkommende. Der kunde ikke med ringeste Skin af Billighed inden den norske Kirke reises Klager over Tryk fra den verdslige Statsmagts Side med Hensyn til Statsydelser; og Spor til saadanne Klager findes heller ikke i nærværende Tidsrum, – de fremkom først i en senere Tid under forandrede Stats- og Kirkeforholde.
Sammenfatte vi nu i Korthed hvad ovenfor er udviklet om den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Stilling, saa bliver Slutningen, som deraf kan uddrages, følgende: – Den norske Kirke stod til den norske Stat i et naturligt, efter Tidsaand og ydre Omstændigheder ganske vel afpasset Forhold. Den nød ingen store og sterkt iøinefaldende Særrettigheder, men Norges simple Samfundsorden paakaldte ei heller saadanne. Der var sørget for dens ydre Opretholdelse under Statens Vern, og den øvede fuld Raadighed i sin Formues Bestyrelse for Statens Vedkommende, og for Privates, al den som kunde bestaa med den gjældende private Ret; – den besad den nødvendige Indflydelse paa Lovgivningen for frit at kunne udvikle sig i reen-kirkelig Retning og for ikke i sin verdslige Stilling at undertrykkes af Staten eller nogen verdslig Magt; – den nød med Hensyn til Domstolene al den Retssikkerhed, som den bestaaende Retsorden formaaede at afgive; – den var endelig fritagen for enhver Statsbyrde, der kunde siges at hemme dens rette Virksomhed. I alle disse Stykker maa man sige, at den norske Kirkes Stilling var upaaklagelig, ja vel endog, efter Tidens almindelige Forholde, god. Den var rigtignok med Hensyn til sine Forstanderes og Embedsmænds Beskikkelse i en vis Afhængighed af Kongedømmet, af Menighederne og
