af private Kirkeejere, der neppe strengt taget var nødvendig og i flere Henseender heller ikke var gavnlig; – men den synes ikke selv endnu at have følt sig synderlig besværet ved denne Afhængighed, og end mindre at have beklaget sig over den som en Uretfærdighed. Man kan saaledes sige, at Forholdet mellem Kirke og Stat, for den norske Kirkes Vedkommende særskilt betragtet, endnu ikke indeholdt i sig nogen virksom Spire til indbyrdes Spending og Tvist. Men paa den anden Side var den norske Kirke, baade ifølge Oprindelse og egen Erkjendelse, et Lem af den almindelige romerske Kirke, lydende under dennes Hoved, Paven. Som et saadant Lem maatte den indpasses i det romerske Kirkelegemes Heelhed under Iagttagelse af de Love, dettes Organisme efter dets Hoveds Skjøn paakaldte. Til en saadan Indpasning var den norske Kirke med sin daværende Forfatning ikke endnu ret skikket; dertil maatte den først bearbeides baade fra uden og fra inden. Den maatte i sin Embedsstand egges til at efterstræbe en Løsning fra Staten og Afslutning i sig selv, der kunde forberede det fuldkomne Afhængigheds-Forhold til den romerske Stol, som Pavedømmet fordrede. Dens Styrelse, Lovgivning og Rettergangsorden maatte for den kirkelige Eenheds Skyld omstøbes i den romerske Form. Den maatte endelig gjøres rig, for ved Hjælp af en uafhængig og derhos overflødig Formue at kunne forsvare sin ydre Selvstændighed over for Staten, og desuden kunne afgive noget af sit Overskud til den almindelige romerske Kirkestyrelses, eller rettere Pavedømmets Bedste. Alt dette skulde drives igjennem trods de Hindringer, dens allerede naturlig udviklede statsretlige Stilling maatte lægge i Veien. Her aabnede sig da en fast uudtømmelig Kilde til Spending og Splid mellem den og Staten. Den norske Kirke, som hidtil roligen og jævnt havde udviklet sig i Eendrægtighed med de verdslige Statsmagter, og under disses kraftige Vern havde indtaget en ordnet, hædret og virksom Stilling i Statssamfundet, blev snart, paa Roms Vink, fordringsfuld, stridig, underfundig, herskesyg, stræbende efter Afsondring fra Staten, drømmende endogsaa for en Stund om Statens Underkastelse. Men dens Forstandere, opmuntrede ved gunstige ydre Omstændigheder, og stolende paa Notits mægtige Bistand begyndte Kampen mod den verdslige Statsmagt, førend de endnu ret havde indøvet sine egne underordnede Kræfter, førend de endnu tilfulde havde sikkret sig det lavere Presteskabs levende Medvirkning, førend de havde indblæst sin Geistlighed den hierarchiske Standsaand, der udfordredes, for at den med ubetinget Lydighed og fast Eendrægtighed kunde slutte sig nær til sine Anførere for Tilkjæmpningen af disses dristige Formaal. Da de nu desuden snart stødte paa en baade kraftig og klog Mod-
