benmagt underkastede sig de ældre romaniserede Beboere, og reiste sine Riger paa germanisk Retsgrundvold, vare de den ældre Befolkning langt underlegne baade i Antal og Kultur. Dette Forhold maatte snart øve fin naturlige Virkning. Det fremkaldte en Stræben hos Undertvingerne at tilegne sig den aandelige Kultur, der satte de Undertvnngne i Stand til, selv i sin Trældom, at see ned paa dem, sine Herrer, med Foragt; – og denne Kultur var christelig, paa det nøieste knyttet til Christendommen, dens Lære og kirkelige Indretninger. Skjønt de som Erobrere øvede det ydre Herredømme i Kraft af en Statsret, der var medført og egte hedensk-germanisk, maatte de let indsee, at dette ydre Herredømme kun stod paa svage Fødder, saalænge ei hermed forenedes det indre aandelige Herredømme, som ene kunde erhverves ved Indlemmelse i den christelige Kirke. Derfor hastede de tydske Folkefærd, saasnart de havde sat sig fast i romerske Provinser, med at antage Christendommen, forsaavidt ikke allerede paa Romerrigets Grændser christelige Lærere ad Overbevisningens Vei havde omvendt dem. Statsklogskab gik saaledes Haand i Haand med Christendommens indre overbevisende Kraft for at bevirke Christendommens Antagelse og hurtige Udbredelse hos de tydske Folkefærd, som dannede nye Riger paa Romerstatens Ruiner.
De mægtige Goter vare allerede inden Udgangen af det 4de Aarhundrede, førend de endnu oprettede sine Riger i Italien, Sydgallien og Spanien, for største Delen christne. Borgunderne fulgte snart efter, da de havde bemægtiget sig det sydøstlige Gallien. Det samme var i Løbet af det 5te Aarh. Tilfældet med Vandaler, Svever, Gepider og Langobarder; og ved Enden af Aarhundredet (495) lode Frankerne med sin Konge Clodovig i Spidsen sig christne, efterat de havde ret befæstet sit Herredømme i det nordlige Gallien.
Af de tydske Folkefærd, som stiftede Stater paa romersk Grund, var Angelsaxerne det, der senest antog Christendommen. Da de i Midten af det 5te Aarh. begyndte Erobringen af Britannien, fandt de dette Land opgivet af den romerske Regjering, den romerske Kultur der i yderste Forfald, og vistnok ogsaa som Følge heraf Christendommen rystet og svag. Angelsaxerne udryddede, saavidt deres Vaaben og Herredømme naaede, baade den romerske Kulturs Levninger og Christendommen fra Grunden, og indførte med germanisk Retsforfatning ogsaa germanisk Hedendom. Men da de i Løbet af noget mere end eet Aarhundrede havde fundet en Grændse for sine Erobringer og havde befæstet sine Stater, fik ogsaa snart Christendommen Indgang hos dem. Den kom did umiddelbart fra selve Rom, hvis Bi-
