Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Første Tidsrum.

Christendommens Kamp med Asatroen og Seier over denne. Den norske Kirkes Stiftelse og tidligste Udvikling under Kongedømmets Ledning indtil det romerske Hierarchies Grundlæggelse ved Midten af det tolvte Aarhundrede.

1.

Christendommens Nærmelse til Nordens Grændser.


Af alle germaniske Folkefærd vare det skandinaviske Nordens Beboere, Beboerne af de Lande, som nu udgjøre de tre nordiske Riger, de sidste, til hvilke Christendommens Lys fremtrængte. Dette var en naturlig Følge af deres Bopæles Beliggenhed. Nordmænd, Svear og Daner, der tilsammen allerede fra en urgammel forhistorisk Tid udgjorde den ene Hovedafdeling af den germaniske Folkeklasse, den nordgermaniske eller nordiske, vare henviste til Europas nordligste Udkanter, medens den anden, den sydgermaniske eller tydske, tidlig bevægede sig i og besatte vor Verdensdeels Midlande, hvor den ogsaa tidlig kom i Berøring med det romerske Rige, og med de inden dettes Grændser boende Oldtidens vigtigste Kulturfolk, Græker og Romere. Men inden dette Rige og blandt disse Folk udviklede Christendommen sine første Spirer, der vandt den sine første Seire over Hedendommen, der blev den først anerkjendt Statsreligion, og derfra som fra et Middelpunkt udbredte den sig til de omboende saakaldte barbariske Nationer. De sydgermaniske Folkefærd vare altsaa ifølge sine Bopæles Beliggenhed saa at sige selvskrevne til for at paavirkes af Christendommen end deres nordiske Stamforvante.

Og denne Paavirkning blev saa meget mere kraftig og indgribende, som de sydgermaniske Folkefærd ei bleve staaende ved Romerrigets nordlige Grændse, men efterhaanden gjennembrøde denne, oversvømmede vidt og bredt det romerske Riges Lande og bleve omsider Herrer i alle de vidløftige Provinser, der udgjorde det saakaldte vestlige romerske Rige. Men idet de her, som raadende Folk, med Vaa-