anden Side dvælede dog hans Tanke oftest ved Norge og ved Muligheden at komme did tilbage, hvor Lykken i de ti første Aar af hans Styrelse, saa stadigen havde fulgt ham, men hvor han senere havde prøvet en Modgang, som bragte ham til at tvivle, om det ogsaa var Guds Villie, at han skulde gjenvinde det. Tanken om Norge blev stedse meer og meer levende deels ved hans norske Ledsageres Forestillinger, og deels ved de Tidender, han efterhaanden fik fra sit Fædreneland om den Forandring, der var indtraadt i dets Stilling og vel ogsaa i Nordmændenes Stemning. En Drøm skal endelig have gjort Udslaget. Det syntes ham, at Olaf Tryggvessøn aabenbarede sig for ham og opfordrede ham til at gjensøge sin Ret, om hvilken han aldrig maatte tvivle, og om hvilken Gud vilde bære Vidne for ham[1].
Da Forsættet først var afgjørende fattet, lagdes rask Haand paa Verket. Strax i Begyndelsen af 1030, midt i Vintertiden, drog Olaf med sine 200 Mænd fra Holmgaard, hvor han efterlod sin unge Søn Magnus, ud til Kysten, og seilede herfra, saasnart Isen løsnede, over til Sverige. Her fik han Bekræftelse paa de Tidender, han allerede tidligere havde havt fra Norge: at Haakon Jarl var død, og Landet høvdingeløst. Dette styrkede hans og hans Mænds Haab[2]. Her forenede sig desuden med ham, de Mænd, som vare blevne tilbage hos Dronning Astrid, og hans Svoger Kong Ønund overlod ham ikke alene 400 Mand af sine egne Hirdsvende, men tilstedede ham ogsaa, under hans Færd gjennem Sverige at forsterke sin Hær med alle de Svenske, som frivilligen vilde følge ham. Vel spurgte nu Olaf fra det nordlige Norge, at man der var forberedt paa hans Komme, og at han vilde møde en kraftig Modstand; hvorfor ogsaa de, som kom fra disse Kanter, fraraadede Toget. Men Kongen var nu engang fast bestemt paa at gjenvinde sit Rige eller dø.
Da Sommeren var kommen, brød han op med den Hær han havde faaet samlet og tog Veien gjennem Sveriges indre Fjæld- og Skovbygder netop mod Throndhjem. Færden var besværlig og langsom, da Folket maatte bære Baade med sig for at komme over de mange Vande; men under Toget forøgedes Olafs Hær stadigen. Først stødte hans Halvbroder Harald Sigurdssøn til ham med 600 Mand, hvilke han paa Rygtet om Olafs Nærmelse havde samlet paa Oplandene; derpaa hans Frænde Dag Ringssøn med 1200 Mand; og endelig en heel Deel Svenske, blandt hvilke dog mange Røvere og Ugjerningsmænd. Da Olaf kom over Kjølen ned i Veradal, mønstrede han sin Hær og fandt, at den talte meer end 3000 Mand. Men af disse vare 900 Hedninger. Olaf havde foresat sig kun at have
