Olaf var saaledes fjærnet fra Norge, og Ingen reiste sig her imod Knut. Denne var nu tre Rigers Konge, og med Rette bar han Tilnavnet: den Mægtige (hinn ríki). Dog var det ikke Knuts Magt alene, som Nordmændene hyldede; han havde klogeligen sat Haakon Jarl til deres nærmeste Styrer, en.Mand, paa hvis Troskab han selv kunde lide, og hvem Æt, tidligere Minder og Sindelag bandt til Norge og gjorde Nordmændene kjær. Men Haakons Styrelse var af kort Varighed. Om Sommeren 1029, da alt saa fredeligt ud i Norge, for han over til England, for der at hente sin Brud. Seenhøstes gav han sig paa Tilbageveien, men blev borte paa Havet med Skib og Følge, uden at der nogensinde spurgtes til de nærmere Omstændigheder ved hans Død[1]. Han var dengang henved 30 Aar gammel, og med ham uddøde den mandlige Green af Hlade-Jarlernes ældgamle berømte Stamme. Saa vensæl han end havde været i Norge, og saa store Forventninger end Nordmændene havde gjort sig om hans Styrelse, saa synes det dog ikke at have været frit for, at man jo satte hans uventede Død i Forbindelse med hans Edbrud mod Kong Olaf, og ansaa den for en Guds Straf for dette[2]. En saadan Tanke maatte ligge hiin Tids Mennesker nær og var maaskee det første Stød til at give Folkemeningen om Olaf en ny Retning, der efterhaanden vendte sig til hans Fordeel.
Vinteren efter Haakon Jarls Død (1029–1030) var Norge uden styrende Overhoved, og Landsstyrelsen i Rigets forskjellige Dele hvilede midlertidig hos de mest anseede Lendermænd. Af disse var efter Erling Skjalgssøns Død ingen mægtigere end Einar Thambarsksælver, som raadede for hele det ydre Throndhjem, og hvis Hustru og Søn ansaa sig for Haakon Jarls nærmeste Arvinger[3]. Kong Knut havde ogsaa tidligere, da det var ham mest om at gjøre at drage Norges Høvdinger til sig, forespeilet Einar Muligheden af, at han eller hans Søn Eindride, i Tilfælde af Haakon Jarls Død, selv kunde blive Norges Styrer med Jarlsnavn[4]. Alt dette rørte sig nu i den ærgjerrige Einars Hoved og foregjøglede ham lysende Forhaabninger. Han gjettede ikke, at Knuts Løfter kun vare lokkende Mundsveir, som han desuden ogsaa havde blæst en Anden i Øret. Denne var Kalf Arnessøn af Egg, den mægtigste Høvding i det indre Throndhjem, en Mand, som egentlig skyldte Kong Olaf sin Magt, og som længe havde holdt fast ved dennes Sag, men som dog i Nødens yderste Stund havde forladt ham, medens hans brave Brø-
