Olaf skilt fra sin øvrige Flaade, omringet af Olafs Skibe og efter en tapper Modstand tagen til Fange. Dette uventede Held kunde maaskee igjen have rettet paa Olafs faldne Sag, hvis han havde faaet beholde denne mægtige Høvding som et Gidsel i sine Hænder. Men ulykkeligviis udtydede en af Olafs Mænd, Aslak Fitiaskalle, Erlings Frænde men bittreste Fiende, en overilet Handling af Kongen som et Tegn til, at denne vilde Erlings Død; og Aslak kløvede hans Hoved ved et Øxehug, idet han just var ifærd med at gaa Kongen til Haande. „Ulykkelige! – udbrød Olaf – der hug Du Norge af min Haand!“[1] Og han havde Ret. Med Erlings Drab var Olafs sidste Haab tilintetgjort. Thi paa Rygtet herom, hvilket som en Løbeild for baade mod Nord og Syd, reiste alt Folket sig mod Olaf. Fra Syden skyndede Erlings forbittrede Sønner efter ham med en stor Magt; fra Norden nærmede sig Haakon Jarl med en ikke ringere; og midt i denne Nød forlodes Olaf af flere Høvdinger, som hidtil havde været ham troe, men som nu deels gave sit Misnøie med Erlings Drab Luft, deels ansaa Kongens Sag for uoprettelig tabt. Det fandt ogsaa Olaf selv. Han var kommen til Sunnmøre, da han saa, at han fra Havsiden var indespærret af sine Fiender. Han drog da ind i Valdal, efterlod her sine Skibe, og for med de Faa, som endnu sluttede sig til hans Sag, midt i Vinteren, ad en besværlig Vei over Fjældet til Einabu øverst i Gudbrandsdalene, og saa videre sydover til Hedemarken. Men overalt mærkede han, at Folkets Sind havde vendt sig fra ham, og hans Følge formindskedes meer og meer, da den ene efter den anden deels fik Hjemlov af ham, deels tog sig det selv.
Olaf bestemte sig nu til at forlade Norge. I Begyndelsen af 1029, medens Vinteren endnu stod paa, drog han over Eidaskov til Sverige, fulgt af sin Dronning Astrid, begge sine Børn Magnus og Ulfhild, og nogle faa tro Lendermænd, der ikke vilde skille sin Sag fra Kongens; ogsaa Biskop Grimkel fulgte ham og var beredt til at dele hans Landflygtighed, men blev dog senere af Kongen sendt tilbage til Norge[2]. Olaf opholdt sig Vinteren over i Nærike hos en svensk Høvding, Sigtryg. Da Sommeren kom, efterlod han sin Dronning og sin Datter i Sverige, men drog selv med sin Søn og sine Mænd søveis til Gardarike. Her raadede dengang i Holmgaard (Novgorod) Kong Jarisleif (Jaroslav), der var gift med Olav Sveakonges Datter Ingegerd, Dronning Astrids Halvsøster; og af dem blev Olaf modtagen paa det Venskabeligste, og fik alt hvad han behøvede til sit og sine Mænds Underhold[3].
