Statholder-Sagen og derefter om Interims- og Prindse-Styrelsen, medens paa den anden Side Rigsdagen optog til Behandling den Dalman’ske Motion og forkastede Forslagene om Interims-Regjering m. V. Vistnok var i Mellemtiden ogsaa fremkommet Greve Anckarsvärds Motion angaaende en omfattende Revision af Forenings-Acten; men at denne Motion bevirkede nogen forandret Stemning i Sverige stemmer ligesaalidt med vor personlige Erfaring som med hvad derom er udtalt i den Circulair-Note af 7 November 1859 fra Udenrigs-Ministeren til Gesandtskaberne i Udlandet, hvis Indhold i sin Tid blev confidentielt meddelt til den norske Regjering og efter Hans Majestæts Befaling tillige til Storthinget faa Dage førend dette fattede de ovenfor nævnte Beslutninger.
Senere udvikledes Forholdene i Sverige og navnlig i det svenske Statsraad derhen, at Hindringer reistes imod den norske Statholder-Sags Fremme til Sanction anderledes end som en unionel Sag og i Forbindelse med en Revision af Forenings-Acten; og da disse Hindringer tilsidst havde bevirket Negtelse i norsk Statsraad af den tidligere paatænkte Sanction, søgte det svenske Statsraad bagefter ogsaa at faa tilintetgjort for Hans Majestæts Vedkommende Betydningen af den i denne Afgjørelses-Maade liggende Erkjendelse af Sagens rent norske Charakter.
Det var os vistnok ikke lidet paafaldende, at alt dette kunde ske under Medvirkning af Mænd, hvis Deltagen i Sagens Fremme paa et tidligere Stadium nødvendigvis maatte hvile paa den dobbelte Forudsætning, at den ikke blot kunde afgjøres bifaldende, men ogsaa at den skulde afgjøres i udelukkende norske Former; thi kun under denne sidste Forudsætning var der nogen Mening i at forhandle underhaanden om de Hensyn, som ved den norske Afgjørelse kunde være at tage til Opinionen i Sverige.
Vi indskrænkede os imidlertid dengang til at søge den uforandrede norske Opfatning gjennemført for vort eget Vedkommende, uden at vi da fandt det for sagens Skyld fornødent at støtte os til hine tidligere Erfaringer om Forholdene i Sverige; og hvis man fra svensk Side var bleven staaende ved det i 1860 vundne Resultat, vilde man maaske ogsaa fremdeles have kunnet undgaa herfra at søge med nogen Hentydning tilbage til de tidligere Forholde.
Men nu har man i den Grad fraveget den Grundvold, paa hvilken der oprindelig byggedes, at i den svenske Justitiæ-Statsministers Foredrag af 7 April 1861 en omfattende Revision af Forenings-Acten endogsaa fremstilles som Betingelsen for at den norske Statholder-Sag kan nyde Fremgang, saa at man altsaa nu gaar netop i den modsatte Retning af hvad der efter det ovenanførte i 1859, med Hans Majestæts Billigelse, var forudsat fra begge Sider.
