Det faldt i min Lod som Chef for Justits-Departementet at gjøre Udkast til den norske Regjerings Betænkning over det nævnte Foredrag og som Følge deraf at maatte give en fuldstændig Fremstilling af Alt hvad der, mig bekjendt, er forhandlet saavel i Statholder-Sagen som med Hensyn til Revisions-Spørgsmaalet, for at derved disse Sagers Behandling fra norsk Side og den Forbindelse med hinanden, i hvilken de uheldigvis nu ere blevne satte, kunde stilles i det rigtige Lys ogsaa for Hs. Majst.s eget høie Vedkommende. –
Herunder har jeg ikke fundet at kunne ganske forbigaa et saa særdeles væsentligt Moment til Støtte for den norske Behandlingsmaade, som der efter min Overbevisning ligger deri, at den Opfatning af begge de nævnte Spørgsmaales Beskaffenhed saavel hvert for sig som i deres indbyrdes Forhold, efter hvilken man i Norge den hele Tid har handlet og tilraadet Hs. Majst. at handle, og som nu atter er lagt til Grund for den norske Regjerings Betænkning af 21 October 1861, – at denne Opfatning endnu indtil December 1859 ogsaa har været accepteret i Sverige af Mænd, som maatte erkjendes fuldeligt competente til at kjende stemningen og bedømme Forholdene der. Undladelsen af at benytte Kundskaben herom til den Fremstilling, jeg skyldte at give af Sagernes rette Sammenhæng vilde jeg ligesaa lidt for mig selv som for Andre have kunnet undskylde med at der for de tidligere Overveielser med Hensyn til Statholder-Sagen ikke kan tilveiebringes officielle Data; thi Umuligheden heraf er begrundet i sagens egen Natur, idet den netop formedelst sin udelukkende norske Charakter aldrig kan fra norsk Side blive at behandle med svenske Mænd anderledes end paa en ikke-officiel Maade i den Forstand hvorom her er Spørgsmaal. –
De af mig i Indstillingen af 21 October 1861 gjorte Antydninger om, hvilken Bestyrkelse der fra Sverige har været given til den Mening, man paa norsk Side har havt om Situationen i 1859, ere imidlertid holdte i en saadan Almindelighed, at de rent personlige Forholde derved ere blevne fuldkommen uberørte, og fremdeles ville kunne blive det under Sagens fortsatte Behandling inden de resp. Statsraad, aldenstund Vedkommende ikke selv maatte ønske enten at meddele eller at fremkalde yderligere Forklaringer. Saadan har idetmindste min egen Tanke været, og er det fremdeles. –
Men saafremt det desuagtet maatte befindes, at hine Momenter i Fremstillingen af Sagernes Gang ere benyttede anderledes end Hensyn til Sandhed og Ære tilsteder, eller saafremt der antages at være i den Grad overvægtige Grunde tilstede for slet ikke at benytte disse Momenter, at her er begaaet en politisk Feil, da rammer i ethvert Fald Skylden mig, som den, der er fuldtud ansvarlig baade for Fremstillingens Form og for dens Indhold, – og Følgen af, at der kan
