tænkt sig, dels ogsaa for at Sagen i det Hele samtidigt med selve Sanctionen kunde komme i fuld Orden ved den da paatænkte Udnævnelse af Statsraad Petersen til Stats-Minister i Christiania. –
Da Sibbern og jeg i 1858 indtraadte i Statsraadet, laae det Spørgsmaal nær forhaanden, om Hans Majestæt, saafremt det forestaaende Storthing bifaldt et fra 1857 hvilende Grundlovs-Forslag om Statholder-Posten, skulde af Hensyn til stemningen i Sverige kunne finde Sig hindret fra at sanctionere en saadan Beslutning.
I den Tanke, at hvis dette Spørgsmaal maatte besvares bekræftende vilde det være bedst, om det kunde bringes til at Storthinget i 1859, ligesom i 1857, ikke fattede Beslutningen, havde jeg under et Ophold i Sverige 1858 søgt at komme til Kundskab om Stemningen der, og havde navnlig efter Hans Majestæts Ønske en udførlig Samtale derom med da værende Statsraad Greve Hamilton. Resultatet var over Forventning tilfredsstillende, og det blev derfor af mig ganske undladt at røre videre ved Sagen enten i den ene eller den anden Retning, indtil Hans Majestæt i September 1859 første Gang som Konge skulde reise til Norge for at aabne Storthinget. Men da dette snart derefter kunde komme til at behandle Statholder-Sagen, fandt vi før Afreisen fra Stockholm at burde bringe paa Bane for Hans Majestæt Vigtigheden af at søge det yderligere stadfæstet, at der ikke af Hensyn til Opinionen i Sverige vilde stille sig nogen for Høistsamme betænkelig Hindring imod at følge Sin Tilbøielighed til at sanctionere Grundlovs-Forandringen, naar denne af Storthinget maatte blive besluttet.
En saadan Stadfæstelse blev da ogsaa given af flere blandt det svenske statsraads Medlemmer, idet den fælles Tanke, hvorefter man dengang handlede eller ytrede sig, var:
- 1, ved Sanction i statholder-Sagen at bortrydde hvad der fra norsk Side betragtedes som en Anstøds-Steen i Forenings-Forholdet, medens det fra svensk Side ikke længere tillagdes nogen væsentlig Betydning og
- 2, derved at berede lettere Vei for de enkelte, til Foreningens Tarv sigtende Forandringer, hvorom der dengang fra svensk Side alene blev talt, nemlig foruden en anden Organisation af Interims-Regjeringen, ogsaa en mulig Modification af Grundlovens § 25.
Dette var Situationen i 1859 indtil i December Maaned, da paa den ene Side Storthinget fattede sine bifaldende Beslutninger først i
