Grev Anckarsvärd bebudede Motion, der oprindelig skal have concluderet til Opløsning af Foreningen og først senere være blevet indskrænket til dens Revision, kunde jeg ikke finde Grund til Andet end at bestyrke den Tanke i Norge, at stemningen i Sverige nu ikke vilde være hinderlig for Statholder-Sagens Fremme og at der saaledes var Udsigt til Sanction paa en med Musæus’s Forslag stemmende Beslutning, uden at jeg for øvrigt havde Andel i eller speciel Kundskab om, med hvilken Bestemthed eller i hvilket Omfang Ytringer i denne Retning fra anden Kant kunne være faldne og have fundet Udbredelse i eller udenfor Storthinget. –
Under en Samtale angaaende Sagen med en af mine daværende Colleger i Statsraadet i de første Dage af December faldt der fra hans Side en Antydning, om det ikke vilde være bedst at faa Storthingets Beslutning saa betimeligt afgiven, at den kunde blive sanctioneret medens Hs. Majst. endnu opholdt sig i Christiania. Hertil bemærkede jeg, at dette Spørgsmaal allerede havde fremstillet sig for os inden Afreisen fra Stockholm; men da Hs. Majst. paa vor Forespørgsel, om der ikke skulde følge svenske statsraader med ham til Christiania, havde givet negtende Svar, havde vi imellem os været af den Mening, ved hvilken jeg fandt at burde holde fremdeles fast, og hvis Rigtighed jeg ogsaa fik erkjendt af den ovennævnte Collega, at det vilde være meget uheldigt, ja farligt for den fremtidige Stemning mellem Broderfolkene, om det i Sverige skulde kunne faa Udseende af, at man havde benyttet en Tid, da Kongen savnede al Adgang til umiddelbar Overlægning med svenske Statsmænd, til at erholde hans Stadfæstelse paa en Grundlovs-Forandring som i al Fald efter den almindelige Opinion i Sverige kunde være at tillægge Betydning ogsaa for dette Land, om end dets Styrelse maatte erkjendes ikke at have Ret til nogen officiel indblanding deri. –
Forinden imidlertid endnu Storthingets Beslutning, som strax efter Hs. Majst.s Afreise fra Christiania var bleven fattet, havde kunnet gjøres til Gjenstand for Behandling af den norske Regjering i Christiania, viste det sig, at den Maade, hvorpaa enkelte norske Aviser paa Forhaand havde omtalt den forventede Sanction, vakte en for Norge ugunstig Opmærksomhed baade i den Svenske Presse og paa Rigsdagen. I Forening med de øvrige statsraader i Christiania søgte jeg da at virke til, at der ogsaa angaaende Lønnings-Vilkaarene for det vordende nye Statsminister-Embede blev afgivet fuldstændige Bestemmelser af Storthinget, dels for at ikke muligens Mangelen deraf navnlig ved svensk Indflydelse skulde blive en Aarsag til Udsættelse med Sanctionen, idet der kunde fremkastes Tvivl om Udsigten til at det nye Embede i Virkeligheden vilde blive udstyret saaledes at det kunde svare til hvad Kongen ved at bifalde Forandringen havde
