eventuelle Ønsker i Møde, – men at man var bleven enig om, at det Øiemed, som derved skulde tilsigtes opnaaet og hvis Betydning for Kongen man indrømmede, nemlig Indtrykket af en villig Imødekommen fra Hans Side, hellere burde søges fyldestgjort, paa en om end mindre fuldstændig, saa dog ogsaa mindre opsigtsvækkende Maade derved, at Kongen ved sin Ankomst til Norge kunde i Samtaler med nogle af de mere «framstående Storthingsmän», f. Ex. med Storthingets præsident og Constitutions-Comiteens Formand underhaanden tilkjendegive sin Redebonhed til at sanctionere den titnævnte Grundlovs-Forandring, naar den af Storthinget blev besluttet. – Grev H. gjorde mig det Spørgsmaal om ikke ogsaa jeg fandt dette tilstrækkeligt, idet han ytrede, at saa i det mindste vilde være Tilfældet under lignende Omstændigheder i Sverige. Hertil svarede jeg strax at jeg saa meget mindre kunde have nogen Modbemærkning at gjøre, som det for mig overhoved ikke havde fremstillet sig som nogen Sag af særdeles Vigtighed, hvorvidt der forud blev givet noget Tilsagn om Sanction, naar det blot i Virkeligheden var paa det Rene, at der ikke vilde møde Vanskeligheder ved at erholde den. –
Da for øvrigt Grev H., idet han vedblev at ytre sig med Bestemthed for at Saadant hverken burde eller vilde blive Tilfældet, lod falde Ytringer om at der nok forberededes Et og Andet, som kunde bringe Røre paa Rigsdagen i de unionelle Anliggender, navnlig med Hensyn til at flere af de høiere diplomatiske Poster nylig vare besatte med Normænd, hvilket man vilde benytte som en Ankepost mod den svenske Styrelse, spurgte jeg, om det altsaa var fra den saakaldte liberale Side Angrebet skulde komme, og Greven svarede dertil, at jeg kunde være rolig for, at der ikke fra den anden Kant kom noget Saadant, tilføiende, at det ikke skulde undre ham, om Vedkommende vilde søge at opfriske en falmet Popularitet ved i denne Anledning endog at bringe Unionens Opløsning paa Tale. Jeg ytrede da, at det under disse Omstændigheder vel kunde være af noget forskjellig Betydning i Sverige, om Storthingets Beslutning i Statholder-Sagen fremkom til den ene eller den anden Tid under Rigsdagen, og at Sagens Foretagelse i Norge maaske nok kunne erholdes lempet derefter, hvortil Greven bemærkede at det vel vilde være bedst, om den ikke kom ganske samtidigt med Behandlingen af de diplomatiske Budget-Poster paa Rigsdagen, men at der heller ikke i den Henseende behøvede at gjøres nogen særskilt Foranstaltning naar Tilfældet vilde blive, som jeg fandt sandsynligt, at Sagens Fremgang i Norge paa almindelig Maade vilde føre til dens Afgjørelse af Storthinget omtrent sidst i November eller først i December. –
Efter de Erfaringer, jeg saaledes havde gjort, og hvis Paalidelighed ikke svækkedes ved noget modsat Indtryk fra andre Sider, selv efterat man i Stockholm var bleven nærmere bekjendt med den af
