bemærkede jeg at foruden at der nu var forløbet henved et Aar siden den Samtale fandt Sted, antog jeg ikke at der under nogen Omstændighed nu burde bygges videre paa den, men at det vilde være rigtigst at sørge for at Hs. Majst. umiddelbart fra de svenske Mænd, han havde mest Tillid til, kunde erholde den Kundskab om Stemningen i Sverige, som det maatte ansees af Vigtighed at have, forinden Høistsamme skulde tage sin endelige Bestemmelse. – Med Hensyn til at en af Deltagerne i den nævnte Overlægning (Sibbern) fremsatte en Antydning om at Kongen, siden han nu ikke kunde tage initiativet i Behandlingen af det allerede hvilende Grundlovs-Forslag, muligens burde vise sin Villighed til Imødekommen paa den mest bestemte Maade ved i selve Aabnings-Talen til Storthinget at give Tilsagn om Sanction, blev der fra andre Sider, og navnlig fra min, ytret Tvivl om det Betimelige i en saa usædvanlig Fremgangsmaade, hvilken heller ikke fra nogen Kant blev videre inhæreret. –
Dagen efter denne Conference, ved hvilken blot Normænd var tilstede, erfarede jeg af Grev Hamilton, at han selv tilligemed Excellencerne De Geer og Manderström havde faaet Kaldelse til Hs. Majst. den følgende Dag paa Ulriksdal, og at han antog, at der da skulde tales om Kongens Stilling til den norske Statholder-Sag fra et svensk Synspunkt. Paa dertil af mig given Anledning ytrede han, at han selv fremdeles nærede den samme Mening som da vi tidligere havde talt sammen og at han ikke betvivlede, at den ogsaa, nu som da, blev delt af de Andre, hvis Raad kunde ventes at blive bestemmende for Kongens Optræden. Hvorvidt der særskilt blev nævnt Noget imellem os om den af Statsraad Gripenstedt før udtalte afvigende Mening erindrer jeg ikke bestemt, men saa meget er i al Fald vist, at den da ikke af Grev H. er bleven udhævet som noget Moment af Betydenhed, medens det selvfølgeligt ikke kunde være min Sag at tilkjendegive nogen Tanke om, paa hvilke svenske Stemmer der fra Kongens Standpunkt kunde være Føie til at lægge en større eller mindre Vægt. Nogle Dage efter de svenske Herrers Nærværelse paa Ulriksdal i den omhandlede Anledning, aflagde. jeg Grev H. atter et Besøg forinden min Afreise til Norge. Jeg fik da af ham Bekræftelse paa hvad jeg tildels allerede gjennem Statsminister Sibbern havde hørt fra anden Kant angaaende det ved hiin Leilighed Forhandlede om Kongens Stilling til statholder-Sagen. At Resultatet i Realiteten var blevet, som imellem os tidligere forudsat, blev kun saa løselig berørt, at jeg ikke kunde faae Indtryk af at der i den Henseende havde været nogen synderlig Tvivl eller Discussion. Derimod gik Greven noget mere i Detail ved at berette, at der ogsaa under denne Conference paa Ulriksdal, – hvor da blot Svenske var tilstede, – havde været Tale om hvorvidt Kongen allerede i sin Throntale burde udtale sin Villighed til i statholder-Sagen at komme Storthingets
